Hvorfor findes Rigsfællesskabet?

Rigsfællesskabets historie strækker sig helt tilbage til slutningen af vikingetiden. Vi forestiller os nok, at vikingerne alle sammen var krigere, der tog på togt og hærgede og plyndrede. Men selvom det var en hård tid, levede de fleste som bønder og handlende. Viking, var dengang noget man gjorde, når man tog på plyndringstogt. Derfor kalder vi folket for ’nordboerne’ her.

Nordboerne var rigtig gode til at sejle, og de sejlede ud, primært fra Norge, og bosatte sig på Island og på Færøerne i midten af 800-tallet. På Færøerne boede der endnu tidligere irske munke, som holdt får, og det er formentlig allerede her, at øerne har fået deres navn, som netop betyder - Fåreøerne. Den nuværende befolkning er dog primært efterkommere efter nordbo-indvandringen.

I Norge blev Erik den Røde født i midten af 900-tallet. Hans far blev dømt fredløs, og derfor flygtede familien til Island, hvor faderen døde. På Island var Erik ikke meget bedre end sin far. Han kom i stridigheder, slog adskillige mennesker ihjel, blev dømt fredløs i 982 og måtte derfor forlade Island.

Der gik allerede dengang historier om et land vest for Island. Erik den Røde besluttede at søge lykken der. Han sejlede mod Østgrønland, men da storisen her gjorde det umuligt at komme ind til land, sejlede han rundt om kap farvel og gik i land i Sydgrønland.

Dette land levede op til kravene for en nordbo fra Island. Man kunne holde dyr og bedrive jagt særligt på hvalrostand, som man kunne sælge til Europa. Efter at have udforsket landet i nogle år tog Erik den Røde tilbage til Island, lokkede folk med, ved at tale om Grønland, og grundlagde i 986 Østerbygden i Sydgrønlands fjordsystem. En anden gruppe af nordboere tog længere nordpå og grundlagde Vesterbygden i fjordsystemet omkring det nuværende Nuuk. Man kan i dag finde ruiner af nordboernes gårde og kirker ude i naturen i disse områder. 

I 500 år boede Nordboerne i Grønland, og det var egentlig dem, man oprindeligt kaldte for grønlændere. Da Nordboerne ankom, havde der dog boet mennesker i Grønland før, og der var fortsat beboelse i Thuleområdet, hvor nordboerne bare aldrig kom. Omkring år 1200 vandrede endnu en kultur, Thule-kulturen, ind i Nordgrønland fra Canada. Dette folk, som er grønlændernes forfædre, vandrede ud i hele Grønland og mødte nordboerne. De to folk har haft kulturudveksling og konflikter, men de har ikke blandet sig genetisk.

I midten af 1400-tallet forsvandt nordboeren. Måske fordi der blev koldere i Grønland, måske fordi der var tørke eller måske bare fordi forbindelsen til Europa blev så dårlig, at folket fraflyttede. I denne film, produceret af nationalmuseet, kan I få historien.

Fordi Nordatlanten med Island, Færøerne og Grønland var beboet af nordboere, der primært kom fra Norge, blev øerne regnet for en del af Norge. Da Norge kom under den danske krone i 1380, fulgte de nordatlantiske øer med.

I 1721 tog den dansk-norske præst Hans Egede til Grønland for at genoprette forbindelsen med Nordboerne og omvende dem fra katolicisme til protestantisme. Men det var thulefolket, altså forfædrene til nutidens grønlændere, som mødte Hans Egede, da han gik i land på Håbets Ø. Senere grundlagde han kolonien Nuuk.

Med Hans Egedes ankomst, startede den egentlige skandinaviske kolonisering af Grønland. Det var i første omgang Vestgrønland fra kap farvel til Upernavik, der blev koloniseret, og først i slutningen af 1800-tallet kom turen til Thule og Østgrønland, der var svært fremkommelige områder med datidens teknologi.

Ved Freden i Kiel i 1814, efter Napoleonskrigene, mistede Danmark Norge, men beholdt Island, Færøerne og Grønland. I 1918 blev Island så en suveræn stat under den danske konge og i 1944 en republik uden egentlig tilknytning til Danmark.

For selvstændighedsbevægelserne på Færøerne og i Grønland bliver Island ofte set som et forbillede. Island har, i det store hele, klaret sig godt økonomisk. De står stærkt indenfor kultur med verdenskendte musikere, arkitekter og forfattere. Og så klarer de sig endda helt godt i fodbold.