Menu

Introduktion – havet og folket

Både Færøerne og Grønland består af øer, der ligger ude i Atlanterhavet. På Færøerne er man aldrig længere end 5 km fra havet, fordi ingen af de 18 øer er ret store. I Grønland kan man godt nok være rigtig langt fra havet, hvis man står inde på indlandsisen. Men der er ikke nogen, der bor på den enorme gletsjer, for hvad søren skulle man der? I stedet bor alle mennesker i det forrevne klippelandskab i skærgårdene ned til havet og fjordene. For inuit har havet altid været det vigtigste sted, hvor man kunne skaffe mad og andre ressourcer som skind og elfenben. I dag er næsten hele den grønlandske økonomi baseret på fiskeri i havet. På Færøerne var man førhen bønder, men fiskeri og fangst af grindehval, var en vigtig del af kosten for færingerne. I dag, hvor man kan fryse og transportere fisk ud i verden, er fiskeri og lakseopdræt fundamentet for den færøske økonomi.  

Selvom verden har ændret sig meget de sidste 1000 år, i forhold til hvordan folk på Færøerne og i Grønland lever, så er havet fortsat lige så vigtigt som land, hvor folk bor. Det kan være lidt svært at forstå, hvis du selv bor i Danmark langt fra vandet. Selvom folk på Færøerne og i Grønland har almindelige jobs som f.eks. murer, lærer, butiksassistent eller bogholder, så er der rigtig mange, der bruger meget af deres fritid i en båd ude på vandet. Og så er der selvfølgelig også en del mennesker, som arbejder på havet som fiskere, sømænd eller fangere. For i Grønland og på Færøerne er havet vigtigt. Det giver rigdom. Men i årenes løb har havet også taget. Omkring år 1600 drukner over 200 mænd fra øen Mykines under en storm. Det er næsten alle voksne mænd fra øen.

I dette forløb skal vi se på, hvordan man har sejlet rundt på havet på Færøerne og i Grønland gennem tiderne. Vi skal også høre om, hvordan man gør det i dag. Så skal vi se på, hvilke skibe og fangstmetoder, der bruges i fiskeriet, og hvordan man forsøger at beskytte fisk og skaldyr samtidig med, at man kan udnytte disse levende ressourcer til at tjene penge.

Opgave

  1. Se følgende film om Royal Greenland og besvar spørgsmålene:

  • Diskuter i klassen:
    • Hvordan opdeler man fiskeriet i Grønland, og hvad er forskellen?
    • Hvem ejer Royal Greenland?
    • Hvilket arter fanger Royal Greenlands både?
  • Lav en liste over arterne og find billeder af de forskellige fangstdyr.
    • Skriv ud for arten, hvilke fangstmetoder Royal Greenland bruger til at fange dyrene?

  • Diskuter i klassen:
    • Hvorfor regnes koldvandsrejer for at være ekstra delikate?
    • Hvordan forsøger Royal Greenland at gøre fiskeri med trawl mere skånsomt for havmiljøet?
    • Hvad betyder ’bifangst’?
    • Hvad tror I, der kan være af problemer med fiskeri med trawl?
    • Hvorfor tror I, at de pakkede rejer kommer igennem en metaldetektor?
  1. Se følgende film om fiskeri og lakseopdræt på Færøerne (engelsksproget) og besvar spørgsmålene:

Okkara - People in the Faroe Islands (se de første 6 min. om fiskeren)             

  • Diskuter i klassen:
    • Hvilken metode bruger fiskeren til at fange fisk?
    • Hvad bruger han som madding?
    • Sammenlign metoden med trawling. Hvad er der af fordele og ulemper ved de to metoder?

  • Diskuter i klassen:
    • Hvem har lavet filmen, og hvad vil filmen gerne have os til at synes?
    • Hvor starter laksene deres liv?
    • Hvad får de større laks at spise?
    • Hvad kan der være af fordele og ulemper ved at producere fisk på denne måde?