Introduktion – Hvad er råstoffer?
I dette forløb skal vi lære om geologi og udnyttelse af råstoffer i Nordatlanten. Geologi handler om jorden eller klippegrunden under os, og et råstof er en naturligt forekommende ressource, som mennesker kan udnytte til f.eks. energi, teknologi, mad, byggeri osv. Dyr og planter hører ind under ’de levende ressourcer’. De fylder en del i medierne i Grønland, fordi langt den største del af økonomien bygger på fangst af vilde dyr i form af fisk og skaldyr. De levende ressourcer er vedvarende, hvis vi passer ordentligt på dem. Altså, hvis vi ikke fanger flere hvaler eller rejer, end at det samlede antal bliver ved med at være nogenlunde det samme, så kan vi blive ved med at fange dem langt ud i fremtiden.
I dette forløb kommer det til at handle om de ikke fornybare ressourcer. Det er bjergarter, metaller, kul og olie, som kan bruges til energi, teknologi, byggeri og smykkeproduktion. Disse råstoffer vokser ikke frem igen, men er brugt, når de er brugt. Det tager millioner af år, før geologiske processer i undergrunden kan skabe nye råstoffer af denne type. Mennesker bliver dog bedre og bedre til at genbruge materialer, der er blevet smidt væk, så de ikke bare går tabt. En stor del af disse råstoffer, kalder vi mineralske råstoffer.
Det er meget forskelligt, hvor mange mineralske råstoffer, der er i de nordatlantiske nationer Grønland, Færøerne og Island. Fordi de tager lang tid om at blive dannet, er der ikke så mange af dem i Færøerne og Island, som geologisk set er meget unge nationer. Derfor kommer det her forløb også mest til at handle om Grønland. Det hører dog med til historien, at der lige nu ikke bliver udvundet så mange mineraler i Grønland. Men det kan komme til at ændre sig.
1. Se følgende film om grønlænderes mening om råstofudvinding i Grønland:
- Diskuter i klassen:
- Lav en oversigt over de argumenter, I hører i filmen, for og imod råstofudvinding
- Kan I selv komme på andre argumenter, I kan skrive på oversigten.
- Hvilke råstoffer udvinder vi i Danmark?
2. Se følgende film om uddannelsen til maskinentreprenør og minesvend på Råstofskolen i Sisimiut:
- Diskuter i klassen:
- Hvad er nogle af udfordringerne ved at arbejde med mindedrift i Grønland?
- Hvorfor tror I, at det er vigtigt at uddanne folk i Grønland til at arbejde med minedrift?
- Hvad laver de fleste, som bliver uddannet som maskinentreprenør og minesvend, når de bliver færdige?
3. Se denne film om Færøernes Stenhuggeri - Føroya Grótvirki
- Diskuter i klassen:
- Hvad er det for et råstof, der udnyttes i stenhuggeriet?
- Hvilke forskellige produkter tænker I, at dette råstof kan bruges til?
4. Se filmen nedenfor om energiproduktion og CO₂ fangst og opbevaring i Island (4 min. og 2. sek. – på engelsk).
- Diskuter i klassen:
- Hvordan skal denne teknologi hjælpe mod klimaforandringer?
- Hvilke forhold gør Island velegnet til fangst og opbevaring af CO₂ i undergrunden?
- Hvem tror I, kunne være interesseret i at betale for anlægget?