Geologi og råstofudvinding i Grønland

I Grønland har råstofudvinding en længere og mere omfattende historie end i Færøerne og Island. De grønlandske bjerge er blandt de ældste på hele jordens overflade, og det betyder, at de processer, der danner mineraler og koncentrerer metaller, har haft millioner af år til at finde sted. Grønland er derfor rigt på råstoffer – men manglen på veje, havne og anden infrastruktur, kombineret med det barske klima, gør udvinding både besværlig og dyr. Desuden dækker indlandsisen ca. 80% af Grønlands samlede areal og gør efterforskning og udvinding af mineraler her nærmest umulig. Men i takt med at råstoffer bliver opbrugt andre steder, og Europa og Nordamerika i højere grad ønsker at være selvforsynende med mineralske råstoffer, er der måske udsigt til mere minedrift i Grønland. 

Råstofudnyttelse før koloniseringen i Grønland

Der har levet mennesker i Grønland i ca. 4.500 år. De tidlige stenalderkulturer foretrak bestemte stentyper til redskaber som agat, jaspis og kiselskifer (killiaq), som de kunne finde i bestemte områder. Den første egentlige minedrift, som i øvrigt stadig foregår i Grønland i dag, er udvinding af fedtsten. Fedtsten har været brugt til at skære lamper og kogekar i næsten 4.000 år. I dag bruges fedsten fra Grønland primært til skulpturer. Man kan finde gamle fedstensminer flere steder langs den grønlandske kyst. Særligt området omkring Nuuk er rigt på forekomster – her har også Nordboerne, som levede i Grønland fra år 985 til ca. 1450, udvundet fedtsten.

Grønlændernes forfædre inuit har desuden udvundet jern fra meteoritter, der stammer fra et meteornedslag i Thuleområdet. I nærheden af nedslaget ligger bygden Savissivik, hvis navn på grønlandsk betyder 'jernstedet' eller 'knivstedet'. Polarforskeren Robert E. Peary var blandt de første til at komme i kontakt med inuit i Nordgrønland, og i år 1894 blev han vist hen til den største meteorit, som vejer 31 ton. Han tog den med hjem til USA og solgte den til det naturhistoriske museum i New York for 40.000 dollars. Det var mange penge dengang. I år 1963 fandt den danske forsker Vagn Fabritius Buchwald en anden stor meteorit i området på ca. 20 ton. Den kan i dag ses foran Statens Naturhistoriske Museum i København. På museet i Qaanaaq er der også udstillet en meteorit. Den er på størrelse med en fodbold.

Industriel mindedrift i Grønland 

I Grønland har der været en række moderne mineprojekter siden industrialiseringen i Danmark i midten af 1800-tallet. Disse projekter er kendetegnet ved brug af maskiner og professionelle minearbejdere. Fordi Danmark på det tidspunkt havde koloniseret Grønland, var det den danske stat og danske firmaer, der stod for udvindingen frem til og delvist efter 2. verdenskrig.

I dag er det typisk udenlandske firmaer, som køber licens af Grønlands Selvstyre til at undersøge og udnytte råstoffer. De har som regel erfaring med udvinding af bestemte råstoffer fra andre lande.

Før et firma må åbne en mine i Grønland, skal de underskrive en såkaldt IBA-aftale. Det er en aftale mellem mineselskabet, den lokale kommune og Grønlands Selvstyre. Aftalen stiller krav om blandt andet naturbeskyttelse, brug af grønlandsk arbejdskraft og grønlandske underleverandører. Målet er at sikre, at Grønland får mest muligt ud af minedriften og mindst mulige negative konsekvenser.

Udnyttelse af råstoffer er et emne, der optager mange i Grønland. For selv om man gerne vil have flere penge i statskassen og blive uafhængig af bloktilskud fra Danmark, er naturen en vigtig del af de fleste grønlænderes hverdag og identitet. Det er noget, de færreste vil ofre, selv for at tjene milliarder af kroner.

Frederik VII's kobbermine

Missionæren Hans Egede havde allerede i 1700-tallet bemærket, at der fandtes kobber og grafit i Grønland, og en af de tidligste europæiske brydninger fandt sted, da en dansk ekspedition opdagede en kobberforekomst ved Karramiut nær Qaqortoq i Sydgrønland.  Hen over vinteren år 1851 brød ekspeditionen 13 tons kobbermalm, hvorefter minen blev vurderet udtømt. Et forsøg på at genåbne den i 1905 mislykkedes, fordi malmens kvalitet var for lav.

Kryolitminen i Ivittuut

Moderne minedrift i Grønland begyndte for alvor med kryolitminen i Ivittuut i år 1854. Inuit havde længe kendt til det hvide, bløde mineral og brugt det som vægt i fiskeredskaber og til opblanding i snustobak – men nu startede industriel udvinding. Kryolitten blev blandt andet brugt til at fremstille aluminium, og under 2. verdenskrig blev produktionen særligt vigtig, fordi aluminium blev brugt som metal i flyproduktion i USA. Mens Danmark var besat, solgte Grønland kryolit til USA, som til gengæld leverede varer til Grønland. Faktisk kunne kryolitten fra Grønland også finansiere de danske ambassader, som ikke samarbejdede med Nazityskland under krigen.

Brydningen ophørte i år 1962, men den sidste ladning kryolit blev først udskibet i år 1987. I alt blev der brudt ca. 3,5 mio. tons. Minedriften har dog sat negative spor – der er stadig forhøjet indhold af bly og zink i muslinger og tang i fjorden ved Ivittuut.

Kryolitminen blev styret og drevet af Danmark, stort set helt udenom grønlænderne. Derfor har der også de seneste år været diskussion om, hvorvidt Danmark har tjent mange penge på kryolitten. Dokumentaren Orsugiak - Grønlands Hvide Guld fra år 2025 fremsatte en teori om, at kryolitminen havde været enormt indbringende for Danmark. Den teori blev stærkt kritiseret i Danmark, med argument om, at der samtidig blev sendt store summer tilbage til Grønland. I forbindelse med debatten valgte DR at fjerne dokumentaren fra sine platforme, hvilket omvendt mødte stor kritik fra grønlandsk side. I kan se en trailer til dokumentaren her: 

Uanset hvordan et endeligt regnskab mellem Grønland og Danmark måtte se ud, viser debatten omkring dokumentaren, at man fra dansk side er vant til at se sig selv som 'giveren' i forholdet til Grønland. Men der er også rigdom i Grønland, som (i hvert fald i perioder) er blevet udnyttet fra dansk side.

Josvas kobbermine i Sydgrønland

Fra år 1905 til 1914 blev der brudt kobbermalm ved Josvas Kobbermine ca. 20 km syd for Ivittuut. Malmens kvalitet viste sig at være lavere end forventet, og minen kørte med underskud frem til lukningen. I alt blev der udvundet 90 tons rent kobber.

Amitsoq-minen

I 1915 gik man i gang med at udvinde grafit ved Amitsoq i Sydgrønland. Minen lukkede i 1925 efter brydning af 6.000 tons malm, fordi det ikke lykkedes at fremstille et grafitkoncentrat, der kunne sælges – selv om der stadig var store mængder grafit tilbage.

I dag planlægger mineselskabet GreenRock at genåbne en mine i området, da de mener, Amitsoq rummer et af verdens største grafit-depoter. 

Qullissat – kulminebyen

Der har været kulbrydning på Diskoøen i Vestgrønland siden år 1782. I år 1924 etablerede den danske stat et industrielt kulbrud på nordsiden af øen og byggede en hel by omkring det – Qullissat. I 1960'erne boede der 1.400 mennesker der, hvilket gjorde det til Grønlands tredje største by. Qullissat var usædvanlig, fordi indbyggerne primært var arbejdere og ikke fiskere og fangere som i resten af Grønland. Det gav byen stor kulturel og politisk betydning – her opstod det første moderne grønlandske band, Vaigat-orkestret, i slutningen af 1950'erne, og den første grønlandske arbejderdemonstration blev holdt i år 1947.

I år 1972 lukkede den danske stat minen med den begrundelse, at olie havde erstattet kul som brændsel, og at minen kørte med underskud. Beboerne blev tvangsflyttet til andre steder i Grønland, ofte med store sociale konsekvenser. Lukningen af Qullissat er i dag et stærkt symbol i Grønland på dansk magtudøvelse. 3960 var Qullissats postnummer. Nu skal I arbejde med musikvideoen sangen "3-9-6-0" med bandet Small Time Giants. I kan se videoen her: 

Opgave: 

I grupper på 4-5 elever skal I diskutere spørgsmålene til musikvideoen. 

• Hvad oplevede I, at teksten handler om?
• Hvad tror I, kvindens tøjskifte symboliserer i musikvideoen?
• Hvem taler i sangen fra ca. 2 min. og 44 sek., og hvad taler personen om?
• Hvorfor tror I, at bandet har klippet talen ind i deres sang?

Maarmorilik og Den Sorte Engel

I 1930'erne blev der åbnet et marmorbrud nær Uummannaq i Nordvestgrønland, som samlet producerede 5.000 tons marmor i to perioder. I år 1973 begyndte man desuden at udvinde zink, bly, sølv og jern fra et fjeld overfor marmorbruddet. Mineindgangen lå 600 meter over havets overflade, og gangene strakte sig 5 km ind i fjeldet. En mørk aftegning på fjeldet gav minen sit navn – Den Sorte Engel. Frem til år 1990 blev der brudt 12 mio. tons malm, men da verdensmarkedspriserne på zink og bly faldt, blev minen lukket. Et forsøg på at genåbne den i år 2010 har endnu ikke ført til produktion. Der er stadig forurening med bly og zink i fjorden omkring minen.

Bly-zinkminen ved Mestersvig

Mestersvig i Nordøstgrønland er i dag en lufthavn bemandet af forsvaret. Men den 1.800 meter lange landingsbane blev oprindeligt bygget til en blymine, der var aktiv fra år 1952 til 1963. I alt blev der brudt 545.000 tons malm, inden minen blev lukket, fordi forekomsten var udtømt.

Uranminen ved Kuannersuit

Kuannersuit – også kaldet Kvanefjeldet – rummer et af verdens største depoter af sjældne jordarters metaller. Det australske selskab Greenland Minerals and Energy (GME) har siden år 2007 undersøgt området og konkluderet, at der kan drives mine der i 23 år. Problemet er, at udvindingen uundgåeligt ville medføre biproduktion af uran.

I år 2013 ophævede den daværende grønlandske regering sit forbud mod uranudvinding i håb om store indtægter fra minedrift ved Kuannersuit og dermed mulighed for større selvstændighed fra Danmark. Det udløste store protester, og mange frygtede alvorlig forurening, som kan ramme byen Narsaq, der ligger i nærheden.

Ved valget i år 2021 var spørgsmålet om udvinding af uran derfor centralt, og partiet Inuit Ataqatigiit (IA) vandt regeringsmagten delvist på løftet om at lukke projektet ned. Forbuddet mod uran blev hurtigt genindført. GME kræver nu næsten 80 milliarder kroner i erstatning – svarende til hvad Grønland modtager i støtte fra Danmark over 20 år.

Nalunaq-minen – det grønlandske guld

Nalunaq-minen i Sydgrønland åbnede i 2004 og producerede 11 tons guld, inden den lukkede i 2013 på grund af faldende guldpriser. Nu er priserne steget igen, og firmaet Amaroq Minerals genåbnede minen i år 2024, da de vurderer, at der stadig er store guldforekomster i området.

Olivinminen i Evighedsfjorden

Fra år 2005 til 2009 producerede det svenske firma Seqi Olivine A/S 1 million tons olivin-malm nær Evighedsfjorden. Det var nødvendigt at bygge både havn og mineby for at komme i gang. Minen lukkede, da priserne på olivin på verdensmarkedet faldt.

Rubinminen Aappaluttoq

I år 2015 startede udvinding af rubiner sydøst for Qeqertarsuarsiaat, men projektet var præget af økonomiske problemer. I år 2022 lukkede minen, fordi rubinerne hobede sig op på lager uden at blive solgt og selskabet bag udvindingen, Greenland Ruby, gik konkurs i år 2024. Projektet har desuden været kritiseret, fordi den lokale bygd ved minen Qeqertarsuarsiaat aldrig modtog de midler, som IBA-aftalen lovede dem.

Anorthosit-minen ved Qaqortorsuaq

80 km fra Kangerlussuaq ligger der i dag en anorthosit-mine. Bjergarten anorthosit kan bruges til at producere maling, glasfiber og cement med et lavt CO₂-aftryk.

Det grønlandske olieeventyr, som (endnu) aldrig blev

Man forventer, at Vestgrønland rummer omkring 18 milliarder tønder olie, og Østgrønland hele 36 milliarder. I år 2010 gik det skotske firma Cairn Energy i gang med at lede efter olie i Grønland og brugte næsten 7 milliarder kroner på projektet. Forventningerne var enorme – både i Grønland og i resten af verden – og firmaets aktiekurs blev næsten firedoblet fra år 2008 til 2010. Men man fandt ingen forekomster, det kunne betale sig at udnytte, og Cairn Energy forlod Grønland i år 2017.

Mens Cairn Energy lavede prøveboringer, var der demonstrationer og skarp kritik fra Greenpeace. Organisationen var bekymret for det arktiske miljø og for, hvad der ville ske, hvis der skete et stort olieudslip i Grønland. Ud over de sædvanlige risici ved olieboring skulle man nemlig også tage højde for isbjerge på op til en kilometers højde, som potentielt kunne ramme olieboreplatformene.

I 2021 besluttede den grønlandske regering at tildeling af licenser til at lede efter olie og i stedet satse på turisme, andre råstoffer og vedvarende energi. Beslutningen byggede på en vurdering af, at det sandsynligvis aldrig ville blive rentabelt at udvinde olie i Arktis. 

Sidenhen har de selskaber, som undersøgte olieforekomster i Grønland, opgivet deres tilladelser, på nær et selskab - Greenland Energy Company. I år 2026 meddelte selskabet, at de planlagde at begynde prøveboringer i Nordøstgrønland. Meget kan fortsat gå galt for projektet, men fordi de fik deres licens inden den grønlandske regering forbød yderligere undersøgelser, er der faktisk fortsat en lille åbning for, at der kan blive udvundet olie i Grønland.