Selvstændighedsbevægelsen på Færøerne

Færøerne har et af verdens ældste parlamenter. Da det blev etableret tilbage i 900-tallet, hed det Altinget. Det skiftede dog tidligt til sit nuværende navn til Lagtinget. Der har altså længe være en relativt høj grad af organisering og selvstyring på Færøerne trods det, at øerne var underlagt den norske krone fra år 1035 og den danske fra år 1380. Særligt da Færøerne blev styret og udnyttet af danske adelsfamilie Gabel fra 1655 til 1708, var man på Færøerne utilfreds med den udefrakommende indblanding.

Fra 1709 til 1856 var Færøerne underlagt monopolhandel gennem den danske krone. De måtte altså ikke handle frit med andre. Dette forhold blev udfordret af færingen Nólsoyar Páll (1766-1809), og da han blev stævnet for smughandel, skrev han det berømte Fuglakvæðið (Fuglekvad), hvori han brugte fugle som metafor for hans egen kamp mod statsmagtens love. I Fuglekvadet optrådte Nólsoyar Páll selv som Tjaldur (strandskaden), der værner de små fugle mod rovfuglene med sit advarende skrig. Kvadet blev meget populært, og strandskaden er siden blevet Færøernes nationalfugl, mens Nólsoyar Páll regnes for en national helt på Færøerne.

Selvom færøske var hverdagssproget i befolkningen, og det sprog Nólsoyar Páll skrev Fuglakvæðið på, var dansk fra midten af 1500-tallet kirke-, lov- og handelssprog. I midten af 1800-taller, hvor romantikkens tanker om folkesjæl vandt frem, udbredtes et ønske om, at færøske skulle være det anvendte sprog i Færøske skoler og kirker.

Den folkekære forfatter og lærer Hans Andrias Djurhuus kom til at spille en rolle i dette. Han skrev børnerim, remser, eventyr og historier på færøsk. I 1922 blev mange af teksterne samlet i Barnabókin. Siden da er bogen udkommet i talrige oplag, og generationer af børn har lært færøsk efter den. Først i 1938 blev kravet om dansk i skolerne hævet.

Opgave:

Lyt til denne optagelse af Djuurhus’ børnesang Dukka Mín.
Prøv at se, om I forstår nok til at oversætte sangen.
Sammenlign jeres oversættelse med denne.

Færingerne har ønsket selvstyre siden 1800-tallet. I 1919 skabte tre færøske studerende i København det færøske flag Merkið (Mærket). Men Danmark ville ikke anerkende det. Under krigen blev Færøerne besat af England for at forhindre tyskerne i at tage øerne, og briterne krævede, at de færøske skibe ikke sejlede under dansk flag. Derfor kom Merkið i brug.

Efter 2. verdenskrig, i 1946, blev der afholdt en folkeafstemning om selvstændighed på Færøerne. Den gav et lille flertal for selvstændighed. Færøerne ville altså løsrive sig fra Danmark, ligesom Island havde gjort i 1944. Men afstemningsresultatet blev ikke accepteret af den danske regering. Kongen greb ind, opløste Lagtinget og udskrev nyvalg. I stedet fik Færøerne hjemmestyre i 1948. Det blev udvidet med en ny lov i 2005 (overtagelsesloven), som gør det muligt for Færøerne at hjemtage ansvaret for en masse områder.

Den største krise mellem Danmark og Færøerne var dog Klaksvíkstriden. Den nærmede sig en borgerkrigslignende tilstand, da den var på sit højeste. Klaksvíkstriden blev igangsat, da myndighederne i Tórshavn i 1955 ville udskifte den omstridte danske læge Olaf Halvorsen, som læge på Klaksvík Sygehus, med en færøsk læge. For Klaksvíkerne blev dette for meget indblanding i deres forhold. De modsatte sig beslutningen og jagede myndighederne bort. Herefter lastede den danske regering et skib med våben, ammunition og 120 politibetjente. Skibet sejlede fra Esbjerg mod Klaksvík. Klaksvíkerne erklærede, at de danske politifolk ville blive mødt ’med det de selv kom med’. Havnen blev blokeret med sprængstoffer, og der blev indført et lokalt bevæbnet vagtværn i Klaksvík.

Inden det i første omgang kom til væbnet konflikt, blev der mæglet i sagen og en foreløbig aftale, hvor Halvorsen midlertidig blev udskiftet, kom i stand. Da aftalen udløb efter 6 måneder, og Halvorsen ikke kom tilbage, genopstod konflikten på fuldt blus. En delegation fra sygehusledelsen blev overfaldet og et nyt skib med politibetjente sendt til Klaksvík fra Danmark. Her kom det til slåskamp mellem politiet og Klaksvíkere. Et hus blev senere sprunget i luften og materiale blev beskudt, inden striden blev begravet i foråret 1956.

Klaksvikstriden fortæller noget om de frustrationer, der motiverer selvstændighedsbevægelsen på Færøerne. Hvorfor skal nogle myndigheder, der sidder over 1000 km væk, have noget at skulle have sagt på Færøerne?

I 1989 indtrådte en økonomisk krise på Færøerne, og her kom den danske stat til undsætning med lån til genoprettelse af økonomien, til gengæld blev en del af den færøske økonomi sat under administration fra Danmark. Der var også meget kritik af Færøerne i forbindelse med krisen, og færingerne var trætte af at blive fremstillet som dumme og uansvarlige i de danske medier. Samtidig viste det sig senere, at Færøerne havde betalt en uforholdsmæssig stor del af omkostningerne omkring krisen taget i betragtning, at Danske Bank også var involveret.

Efter en hård start på 1990’erne på Færøerne, kom man økonomisk på fode igen, og nu var ønsket om løsrivelse fra Danmark overrepræsenteret i den Færøske regering. Der blev derfor indledt forhandlinger om løsrivelse i starten af 2000’erne. Der blev også i år 2000 lavet et udkast til en Færsøk grundlov. Men den danske regering meldte klart ud, at en grundlov ville kræve fuld selvstændighed og så ville Færøerne efter 4 år miste bloktilskuddet, og dermed den økonomiske sikkerhed fra Danmark. Forhandlingerne brød sammen, og det blev ikke til en folkeafstemning om hverken grundlov eller selvstændighed i den omgang.

I dag er den økonomiske situation omvendt. Færøerne har den bedste økonomi i Rigsfællesskabet, og det tilskud, man får fra Danmark (ca. 650 mio. kr.), kan man godt klare sig uden. De fleste partier på Færøerne er faktisk også for løsrivelse, men nogle af de helt store partier, som Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin, går fortsat ind for Rigsfællesskabet.

Det historiske fællesskab og det faktum, at rigtig mange Færinger bor i Danmark i kortere eller længere perioder, når de f.eks. skal studere, er altså i dag vigtigt for Rigsfællesskabets beståen i forhold til Færøerne.

På Færøerne har man haft et mandat i Folketinget siden det opstod i 1849. Af dette kan man se en tydelig forskel i den danske tilgang til Færøerne frem for Grønland, der først fik mandater i Folketinget i 1953, da landet blev et amt i Danmark. Ved samme lejlighed blev det færøske mandattal hævet til 2, som det forsat er i dag. De færøske og grønlandske mandater involverer sig primært i forsvars- og udenrigspolitiske sager, der berører Færøerne og Grønland.

Opgave:

Se nedenstående film fra portalen Rigsfællesskabet.dk
Lav efterfølgende, i grupper, en oversigt over plusser og minusser, i forhold til at være en del af Rigsfællesskabet for Færøerne.