Selvstændighedsbevægelsen i Grønland

Grønland har fra 1721-1953 været et dansk koloniseringsprojekt. I første omgang var det kun i kolonierne, altså de steder på kysten, hvor den danske stat havde en mission og en handelsstation, at den danske stat havde indflydelse. Når man talte om ’kolonierne i Grønland’, var det altså de nuværende byer som Qaqortoq, Nuuk og Qeqertarsuaq man talte om. Her kan man forsat finde de gamle kolonibygninger.

I Danmark har man længe fremstillet sig selv som et eksempel på den gode og humane kolonimagt i forhold til Grønland. Sandt er det da også, at der kun sjældent skete fysisk afstraffelse af grønlændere, og aldrig, i hvert fald så vidt vides, er blevet dræbt grønlændere af kolonimagten. Det man til gengæld har gjort sig skyldig i, fra dansk side, er at betragte grønlænderne som et folk, der skulle styres af de danske myndigheder. Man havde magten til at bestemme, hvem der var hvordan, og sjovt nok blev grønlænderne beskrevet som uansvarlige og barnagtige om end noble vilde, mens danskerne var rationelle, effektive og civiliserede folk.

Grønlænderne tog til gengæld familie-metaforen til sig, som forsker Kirsten Thisted har beskrevet det, og hvis de var som børn, så måtte de jo en dag blive voksne og få lov til at bestemme selv. I løbet af 1800-tallet begyndte grønlandske intellektuelle derfor at bruge den nationale logik fra den danske kolonimagt. For hvis Danmark var et selvstændigt land, fordi Danmark havde eget sprog, territorie og kultur, så måtte Grønland jo også skulle blive et selvstændigt land, når grønlænderne så tydeligt havde både sprog og kultur, der afskilte sig fra danskernes.

Ser vi på Henrik Lunds (1875-1948) tekst til nationalsangen Nunarput Utoqqarsuanngoravit (Vort Ældgamle Land) (1912), vidner denne tekst tydeligt om ønsket om øget grønlandsk indflydelse.

Opgave:

Lyt til sangen nedenfor.
Læs en oversættelse af Nunarput Utoqqarsuanngoravit her.
Marker de steder, som, du vurderer, handler om selvstændighed.
Diskuter i grupper, hvad Henrik Lund vil have grønlænderne til at gøre?

I 1857 blev forstanderskabet oprettet i Grønland. Det bestod af nogle lokale råd af udvalgte fangere, der havde lokale administrative opgaver og kunne rådgive de danske embedsmænd. I 1911 blev forstanderskabet erstattet af kommunerådene, landsrådene og senere sysselrådene, men fortsat havde de kun rådgivende og administrative beføjelser.

Helt frem til 1940 blev Grønland holdt som et relativt lukket land af den danske stat. Man kunne ikke rejse til Grønland uden særligt ærinde, og selvom der var sket en form for modernisering, særligt i Vestgrønland, var der fortsat begrænsninger for grønlændere i forhold til danskere i, hvad de måtte gøre og hvad de måtte købe. Da Danmark blev besat af Tyskland d. 9. maj 1940, måtte Grønland dog med ét stå på egne ben. Gennem en aftale med USA førte 2. verdenskrig til en åbning af Grønland med nye typer varer, amerikansk radio og amerikansk tilstedeværelse i Grønland.

Efter 2. verdenskrig ønskede grønlænderne ikke at gå tilbage til situationen fra før krigen. Omvendt stod Danmark med det problem, at FN krævede, at man afviklede kolonierne. Løsningen blev, at Grønland fra 1953 blev et amt i Danmark. Herefter fulgte en omfattende modernisering og et stort indtog af danske håndværkere og embedsfolk.

Denne periode bliver kaldt ’daniseringen’ i Grønland. Mange i Grønland oplevede, at det grønlandske samfund nu skulle tilpasses en dansk model. Befolkningen blev samlet i byer, ofte i store blokke i skærende kontrast til live i bygderne. Et tragisk bevis på, at de danske myndigheder havde et daniseringsprojekt, var fjernelsen af 22 grønlandske børn til ophold i Danmark, uden at deres familier nødvendigvis havde forstået, at de havde afgivet deres børn til et eksperiment. Børnene skulle være den nye grønlandske elite. De skulle lære dansk og dansk kultur at kende, inden de igen skulle tilbage til Grønland og indtage en plads på toppen af det grønlandske samfund. Projektet blev en tragedie for mange af de involverede børn. De blev mærket for livet og mistede kontakten til deres grønlandske familie og kultur. I 2022 gav statsminister Mette Frederiksen de tilbageværende børn af eksperimentet en undskyldning på den danske stats vegne. Samme år er det dog kommet frem, at de danske myndigheder i 1960’erne og 1970’erne mere eller mindre tvangsindlagde spiraler på unge grønlandske piger, med både fysiske og psykiske mén til følge. Vi har altså muligvis ikke endnu set alle skeletterne, som det dansk-grønlandske forhold har i skabet.

Et andet af de mere kritiserede tiltag var A- og B -klasserne. Efter 2. klassetrin blev eleverne i Grønland delt op. A-klassen blev undervist på grønlandsk og B-klassen primært på dansk. I denne opdeling lå en forventning om, hvem der ville tage en videregående uddannelse, som var på dansk. Derfor var B-klassen også den prestigefyldte klasse. Opdelingen betyder, at der fortsat i dag er en gruppe grønlændere, der er født og opvokset i Grønland, men som ikke taler grønlandsk.

Et andet forhadt tiltag fra tiden, er Fødestedskriteriet. Det blev indført i 1964 og betød, at offentligt ansatte, der var født i Grønland, blev ansat på dårligere vilkår og løn end personer, der var født i Grønland.

Da hjemmestyrebevægelsen voksede frem i 1970’erne, var Fødestedskriteriet det endegyldige bevis på institutionaliseret racisme imod grønlændere i Grønland. Samtidig følte mange, at man havde mistet kontakten til grønlandsk kultur og sprog gennem de seneste 20 års modernisering. Rockbandet Sume blev centralt i denne bevægelse. De spillede rockmusik på grønlandsk om at vågne op, tage ansvar og tage sin kultur tilbage. Du kan se traileren til dokumentaren Sume – Lyden af en revolution her:

Grønland fik hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009. Man har altså i dag en ret omfattende grad af selvbestemmelse samt retten til at løsrive sig fra Danmark. De fleste partier og mennesker i Grønland ønsker da også, at det skal blive et selvstændigt land. Diskussionen går primært på, hvornår dette kan ske, og forholdet til Danmark bliver jævnligt kritiseret. Bl.a. kom rapperen Josef Tarrak-Petrussen i 2016 frem med en hård kritik igennem nummeret Tupilak, som du kan høre her

I videoen ser vi gentagende scener med statuen af Hans Egede i kolonihavnen i Nuuk. På Grønlands nationaldag i 2020, vågnede Nuuks befolkning op til en statue, der var blevet overhældt med rød maling. På soklen stod der skrevet: Decolonize – altså afkolonialisér og statuens sokkel var overtegnet med traditionelle tatoveringssymboler. Dette gav anledningen til en større debat i Grønland om, hvorvidt man skulle beholde statuen, eller måske smide den i fjorden. Stemningen betød også, at en storstilet fejring af 300 året for Hans Egedes ankomst til Grønland blev nedtonet eller helt opgivet.