Med båd i Nordatlanten

Skibet har været det vigtigste transportmiddel i Grønland og på Færøerne. Det var vikingernes evner som bådbyggere og sømænd, der gjorde, at øerne blev beboet fra Skandinavien for over 1000 år siden. For Thulekulturen, der indvandrede til Grønland fra Canada omkring år 1200, var bådfremstilling og brug også en vigtig teknologi.

Inuit levede mest af havpattedyr som sæl og hval. Kajakken og konebåden var afgørende for folkets succes i fangst af disse dyr. Begge både var spinkle træ- eller ben-strukturer betrukket med skind. De var ikke velegnet til sejlads i åbent hav, som vikingernes skibe var, men perfekte til at komme hurtigt rundt i Grønlands fjorde og skærgårde, hvor det f.eks. kunne være nødvendigt at trække bådene op over isflager.

Koloniseringen af Østgrønland skete først efter Gustav Holms Konebådsekspedition (1883-1885). Her havde den danske løjtnant Holm hyret et ”mandskab” af grønlandske kvinder i konebåde til at komme igennem Østgrønlands pakis og etablere kontakt med østgrønlænderne ved det nuværende Tasiilaq. I dag bruges konebåden slet ikke, og kajakken anvendes primært som hobby ligesom i Danmark.

For færingerne var færingebåden et vigtigt transportmiddel rundt mellem øerne og de forskellige byer og bygder. Samtidig gav båden også adgang til fiskeri og fangst af Grind, som siden vikingetiden har været et vigtigt supplement til landbruget på øerne. Kontakten med Norge, Danmark og resten af Europa foregik med større skibe.

Den færøske jolle, som kaldes færøbåden, var oprindeligt en klinkbygget åben jolle med mast. Klinkbygningen er en bådbygningsteknik, hvor man lægger plankerne ind over hinanden, når man beklæder bådens skelet. Det var også denne teknik vikingerne anvendte. Fordi træ var en mangelvare på Færøerne, er færøbåden kendetegnet ved at være spinkelt bygget, så man får mest muligt ud af træet. I dag bliver færøbåden brugt med motorbrønd eller til kaproning – regatta.

Til transport over Atlanterhavet var træskibet i mange hundrede år den eneste metode. Det var en farlig og langsommelig måde at blive transporteret på. Man skulle have vind i sejlene men undgå de værste storme. Særlig i området omkring Kap Farvel i Sydgrønland gjorde is og storme turen farefuld. Det sidste store forlis i disse vande, skete for skibet M/S Hans Hedtoft. På vej til Danmark i 1959, på sin jomfrurejse, ramte skibet et isbjerg og sank med 95 mennesker ombord. Kun en redningskrans fra skibet er nogensinde fundet.

Passagersejlads med ruteskib til Grønland findes ikke længere. Man kan forsat sejle til Færøerne fra Danmark med rederiet Smyril Line, der også sejler til Island. Det tager ca. 30 timer at sejle til Tórshavn fra Hirtshals.

Selskabet Royal Arctic Line sejler varer til og fra Grønland. Man kan sejle til Vestgrønland hele året, fordi Golfstrømmen holder havet isfrit. Nord for Grønlands næststørste by Sisimiut og i Østgrønland, er der ofte for meget is om vinteren. I lange perioder kommer der derfor ikke friske varer til disse områder, og der kan opstå mangel på nogle varer om foråret. I den isfrie periode kan man sejle fra Sydgrønland til diskobugten med passagerskibet Sarfaq Ittuk. Det ligger til i byer og nogle bygder, hvor man kan nå en gåtur i byen, inden turen går videre.

Privat sejlads er fortsat vigtigt i Grønland og på Færøerne. Rigtig mange mennesker har både eller joller til fangst, fiskeri eller udflugter. I Grønlands kæmpestore natur er den private båd næsten folks eneste mulighed for at komme ud i landskabet. Her bliver der brugt rigtig mange penge på store motorbåde med store motorer, som hurtigt kan dække de store afstande i fjordsystemerne.