Inuits fartøjer

Der har levet forskellige folkeslag i Grønland i ca. 4.500 år. Disse palæo-kulturer, der omtales som palæo-eskimoer, palæo-inuit eller præ-inuit, var stenalderfolk, der boede i Grønland i kortere eller længere tidsperioder. Saqqaq-kulturen er f.eks. den kultur, der har klaret sig længst tid i Grønland - næsten 2.000 år, selvom den forsvandt for ca. 2.700 år siden. Ligesom inuit havde Saqqaq-kulturen både og hunde.

Inuit, grønlændernes forfædre, kom til Grønland for ca. 800 år siden. De havde nogle meget avancerede transportmidler med sig, som de nok havde udviklet indenfor de 4.000 år, der var gået, siden inuit-kulturen skilte sig ud fra aleut-kulturen for ca. 4.000 år siden i det vestlige Alaska. De transportmidler var hundeslæder, konebåde og kajakker.

Både kajakken og konebåden er mindre båd, som dengang var bygget ved, at skind blev spændt ud over et skelet af træ eller ben. Der vokser ikke store træer i de områder inuit-kulturen beboede, derfor måtte man bruge drivtømmer eller knogler fra store pattedyr som hvaler, for at få lavet skelettet til bådene.

Før kolonitiden begyndte for 300 år siden, fiskede inuit ikke ret meget. Her levede grønlænderne mest af havpattedyr. De grønlandske fjorde er meget dybe og derfor svære at fiske i med skindremme og kroge af ben. Derfor udnyttede man mest fisk, som kunne fanges på lavt vand. Det var ulke, ammassat (lodde) og ørreder. Under kolonitiden skete en langsom overgang til fiskeri som det vigtigste erhverv i Grønland.  

Kajak

Kajakken (på grønlandsk qajaq) er en unik opfindelse, som har spredt sig fra inuit-områderne og ud i hele verden i dag. De oprindelige kajakker var bygget til at passe til deres ejer. Når kajakroeren sad i den, havde han en slags jakke på af skind, som var spændt fast om hullet og sad stramt om hænderne og ansigtet. Så var kajakken vandtæt og kunne ikke synke, så længe skindet var intakt. Hvis kajakken væltede rundt, skulle roeren bare kunne vende sig om igen og sejle videre. Det var ret smart, fordi vandet er så koldt, at man alligevel kun kan overleve i det i nogle få minutter. Derfor var kajakvendingen en vigtig træning for drenge og unge mænd.

Den oprindelig kajak var let, hurtig og kunne glide stille igennem vandet. Den blev brugt af mænd til at fange sæler, hvaler og fugle. De fleste steder i Grønland i dag bliver kajakken brugt som fritidsbeskæftigelse ligesom i resten af verden. I Thuleområdet bliver den dog stadigvæk brugt til fangst af f.eks. narhvaler. Her har kajakken også den fordel, at den er så let, at man kan have den med på sin hundeslæde. Nogle gange skal man nemlig køre længe over havis, før man kommer til åbent vand, hvor man kan sejle i kajak.

I filmen nedenfor, kan I se nogle højdepunkter fra Grønlandmesterskabet i Kajak i 2011 i Sisimiut.

Konebåd

Konebåden (på grønlandsk umiaq) er en stor jollelignende båd, som kan transportere op til 15 personer. Den blev brugt af mænd til jagt på store hvaler. Mest blev den roet af kvinder og brugt til at transportere familier og telte rundt til fangstområder om sommeren, hvor man rejste efter dyrene og mødtes til sommerstævne kaldet aasivik. Konebåden var let af sin størrelse og kunne bæres op på land, vendes på hovedet og bruges som bivuak.

Konebåden bliver ikke brugt længere, men den var så velegnet til grønlandske forhold, at den var afgørende for opdagelsen af Østgrønland. I årene 1883-1885 ansatte den danske kaptajn Gustav Holm et hold, der mest bestod af grønlandske kvinder, til at sejle 4 konebåde og 7 kajakker til Østgrønland. Her fik Gustav Holms konebåds-ekspedition kontakt med en af de sidste inuit-grupper, som endnu ikke var blevet koloniseret af Danmark. I Østgrønland havde de levet uden forstyrrelser fra resten af verden, fordi storisen fra Nordpolen gjorde det meget svært for store træskibe at komme ind til kysten.    

I filmen nedenfor kan du se en levende udstilling fra Sagnlandet Lejre i Danmark, hvor en konebåd med besætning slår lejr. En sjov ting ved filmen er, at nogle af de ansigtstatoveringer, som kvinderne har malet på i filmen, er blevet almindelige igen i Grønland som rigtige tatoveringer.