Eventyr

I kender nok allerede genren eventyr. Den har meget tilfældes med myter og sagn, men har en mere fast struktur.

Vi siger normalt, at der findes to slags eventyr: Folkeeventyr, som f.eks. eventyret om Tornerose, og kunsteventyr, som f.eks. Klodshans af H.C. Andersen.

Folkeeventyr er netop den slags eventyr, som blev fortalt fra mund til mund og senere indsamlet. De mest kendte indsamlere var Brødrene Grimm, som fra år 1812 til 1815 udgav mange af de eventyr, vi kender. Det er Den Lille Rødhætte, Hans og Grete, Askepot og mange flere.

Man kan tit finde de her kendetegn i folkeeventyr:

• De begynder med: Der var engang…
• De slutter med: De levede lykkeligt til deres dages ende.
• Vi er i et miljø, hvor der sker overnaturlige ting og findes overnaturlige væsener.
• Personerne i historien er flade, det vil sige, at de er enten gode eller onde.
• Vi møder et af de magiske tal: 3, 7, 9, 12 og 13. Det mest brugte tal er 3, f.eks. i form af 3 prøvelser, som de gode skal overvinde.
• Historien er bygget op efter kompositionen: Hjemme (de gode har det godt) – ude (noget sker, som de må bevæge sig ud i verden og bekæmpe) – hjemme (det onde er overvundet, og alt er igen godt).

Kunsteventyr er anderledes. De foregår i samme slags miljø som folkeeventyrene og bruger samme komposition, men er skrevet af en kendt forfatter. Fordi de er skrevet ned fra starten, beskriver kunsteventyr miljø og personer mere end folkeeventyr. Faktisk skrev to af Danmarks absolut mest verdenskendte forfattere, H.C. Andersen og Karen Blixen, kunsteventyr men med 100 års mellemrum.

H.C. Andersen var som barn en fattig dreng fra Odense, og han kendte folkeeventyrene godt. Derfor møder vi også f.eks. havfolk i den lille havfrue og Dyndkongen i eventyret om Dyndkongens Datter. Og det er nok ikke helt tilfældigt for disse eventyr, at H.C. Andersen voksede op et par hundrede meter fra Odense Å, hvori der bor en Åmand, som både driller rejsende og kræver et offer hvert år.