Menu

Introduktion - Grønland og Færøernes Geografi

Grønland og Færøerne er begge lande, hvor fjelde spiller en stor rolle. Det gør landene meget anderledes end Danmark, hvor vi jo kun har klipper på Bornholm. Der er desuden ikke for alvor træer og skove i Grønland og på Færøerne, selvom man godt kan finde træer på Færøerne og i Sydgrønland. I Nordgrønland er det tilgengæld svært at finde planter, der er over knæhøjde.  

I Grønland består grundfjeldet i høj grad af meget gamle bjergarter, og ved Isua, øst for Nuuk, kan man finde nogle af verdens ældste bjergarter. Her har geologen Minik Rosing, som selv er vokset op i Nuuk-fjorden, fundet verdens ældste spor af liv. De er 3,9 milliarder år gamle.

Færøerne er til gengæld skabt af vulkaner, og fjeldene her består af stenarterne basalt og tuf. Basalt er en lavasten og tuf er skabt af sammenpresset aske fra vulkaner. Diskoøen i Vestgrønland er skabt på samme måde, så fjeldene her ligner fjeldene på Færøerne.

Der er ikke ret meget næring i jorden på Færøerne, og græssende får går omkring overalt. Derfor er der ikke længere skov på Færøerne. Men man har tilplantet nogle små områder med træer. Resten af færøerne består af græsklædte fjelde og dybe fjorde med masser af fisk.

Den isfrie del af Grønland består af fjeld og tundra. Tundra er en naturtype, der opstår, når der er så koldt, at jorden aldrig tør helt op om sommeren. Det kalder man permafrost. Kommer man et stykke ned i jordlaget i Grønland, er det altså frossent. Derfor er det også svært at få træer til at gro i Grønland.

Opgave:

  • Se disse to film, som er produceret af henholdsvis det færøske og grønlandske turistråd.
  • Diskuter i klassen, hvilket billede de lokale turistråd gerne vil vise af deres land?
  • Hvilken rolle spiller naturen i dette billede?