Menu

Nationaldragter i Grønland

I Grønland bruger man tit nationaldragten. Mange børn har den på første gang til deres første skoledag. I Grønland begynder man i 1. klasse og ikke 0. klasse som i Danmark. Til gengæld går man først ud af skolen i efter 10. klasse.

Første skoledag er en stor festdag, hvor de fleste har nationaldragter på. Hvis man er pige, får man tit sin næste nationaldragt, når man skal konfirmeres og så igen, hvis man skal giftes. Man kan også have nationaldragt på til mange andre lejligheder, som f.eks. nationaldagen d. 21. juli, eller hvis man skal optræde med grønlandsk korsang.

I Grønland bruger man forskellige nationaldragter forskellige steder i landet. I Østgrønland har man sin egen dragt og i Nordgrønland er dragten også speciel. Den mest almindelige dragt er den Vestgrønlandske.

Mændenes dragt er lidt kedelig sammenlignet med kvindernes. De har en anorak på, som er en slags overtøj med hætte, som man har brugt i Grønland i meget lang tid. Anorakken er normalt hvid, men kan også være andre farver. Nogle mænd bruger også kamikker til deres dragt. Kamikker er en slags støvler, man gik med i gamle dage. De er meget glatte at gå i, hvis man ikke har prøvet det før. Kamikker er lavet af skind og har tit flotte broderier. Bukserne er sorte, men i Nordgrønland bærer mændene bukser af isbjørneskind.

Kvindernes dragt er fantastisk flot og koster mange tusinde kroner. I Vestgrønland bruger man perlekraver, kaldet ’nuilarmiut’, som er lavet af ca. 30.000 perler. De er syet med hånd-kraft og er ret tunge. De korte bukser er lavet af sæl-skind. Der er syet mønstre på efter en teknik, der kaldes ’avittat’. Her laver man bitte små mosaikker af tynde, farvede skindstykker. Der er også avittat på mange kamikker.

I Østgrønland har kvindernes national-dragt en hvid ’amaat’ som overdel. Det er en ret smart form for anorak, hvor hætten er så stor, at man kan have en baby siddende i den.

Opgave:

  • Hvilke forskellige dragter kan du se på billedet øverst?