Hvor lå Grønland for 200 millioner år siden?
Grunden til at der engang har levet dinosaurer i Grønland er, at Grønland ikke altid har ligget der, hvor det ligger i dag. Du forestiller dig nok, at verdens lande ikke bevæger sig, men det gør de faktisk. Det går bare så super langsomt, at det ikke betyder noget for dig. På et år rykker de sig bare et par centimeter.
Det du skal forestille dig er, at overfladen af jorden er en masse plader, der flyder ovenpå et tyktflydende hav af lava, der ligger 100 kilometer under overfladen. Derfor flytter overfladen sig en lille smule og pladerne skubber til hinanden. Hvis de flytter sig meget, kommer der jordskælv. På Island er der mange jordskælv og vulkanudbrud, fordi Island ligger lige mellem den Nordamerikanske Plade og den Eurasiske Plade, som bevæger sig væk fra hinanden. Danmark ligger langt inde på den Eurasiske plade, så vi oplever nærmest aldrig jordskælv.
For 200 millioner år siden, var Grønland en del af super-kontinentet Pangea, hvor der levede dinosaurer. Pangea var ét stort landområde. Midten af Pangea lå omkring ækvator, som er det varmeste område på jorden. Det landområde, som i dag er Grønland, lå dengang cirka lige så langt nordpå, som Danmark gør i dag. Det var én af grundene til, at det var meget varmere i Grønland dengang.
De næste 200 millioner år krøb Grønland langsom op, hvor landet ligger i dag. Undervejs, for 65 millioner år siden, uddøde dinosaurerne. Men man kan stadigvæk finde rester efter dem i Grønland. Grønland bevæger sig stadigvæk lige så langsomt. Om mange millioner år vil der måske igen blive dannet et superkontinent ligesom Pangæa.
Færøerne opstod fra vulkanudbrud for cirka 60 millioner år siden. Så Færøerne har ikke nået at bevæge sig så meget rundt på jordens overflade.