Nordboerne og Nordatlanten

Årsagen til at Danmark fik indflydelse i Nordatlanten er, at vikingerne sejlede ud og bosatte sig på nordatlantisk øer i den periode, som nogle gange omtales som landnamsitiden, fordi Vikingerne 'tog land' i perioden. Den foregik primært fra år 870 til 930, hvor vikinger bosatte sig på Hebriderne, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne og Island. Men der var desuden en lidt senere kolonisering af Grønland anført af Erik den Røde og et forsøg på at oprette faste bybebyggelse i det nuværende Østcanada, som blev opdaget af sønnen Leif Erikson omkring årtusindeskiftet. Dette er beskrevet i de islandske sagaer, der bliver brugt som kilde til landnamstiden, men sagaerne blev først nedskrevet flere hundrede år senere i middelalderen, så de er ikke altid helt troværdige.

Vikingerne var gode til at sejle og havde udviklet skibe, der kunne sejle på åbent hav. Skibene kunne både drives frem af årer og sejl. Vikingerne var desuden i stand til at navigere og altså finde vej på havet, selvom vi ikke helt forstår i dag, hvordan de gjorde. De havde måske nogle instrumenter til hjælp, men brugte formentlig mest en blanding af at aflæse solen, stjerner, havet, bølgerne, havstrømme, havdyr og landkendinger for at finde vej. Desuden var det farligt at sejle, så det gik heller ikke altid godt. Det nye land blev nogle gange fundet, fordi man farede vild på havet.

Vikingerne sejlede ud primært fra Vestnorge og bosatte sig på øerne i Nordatlanten samt i områder i det nuværende Storbritannien. I Storbritannien spillede vikinger fra det nuværende Danmark i øvrigt en større rolle end i Nordatlanten. På Færøerne boede der irske munke, da vikingerne ankom. Disse munke holdt får, og det er formentlig allerede her, at øerne har fået deres navn, som formentlig betyder 'fåreøerne'. Munkene forlod øerne, da vikingerne kom til. Ifølge sagaerne var det Grímur Kamban, som var den første bosætter på Færøerne omkring år 825. Han var flygtet fra Norge, fordi han var utilfreds med den norske konge. 

Sagaerne fortæller også, at det var den norske høvding Ingólfur Arnarson, som blev den første viking, der bosatte sig i Island, om end der også her var en tidligere tilstedeværelse af irske munke. På billedet til højre fra 1850 af af P. Raadsig, ser vi Arnarson befale sine folk at rejse den første søjle til hans højsæde, som han havde medbragt fra Norge. Arnarson kom til det nuværende Reykjavik i år 874 og lavede den første bosættelse her med en teknik, hvor man kastede sine medbragte søjler i havet fra vikingeskibet og bosatte sig der, hvor de drev i land. På den måde mente man, at guderne viste vej til det bedste bosted. Omkring år 930 var alt land i Island, som kunne bruges til landbrug, taget i eje af bosættere, som søgte nye muligheder eller søgte væk fra konflikter i Norge.   

Erik den Røde, som her er afbildet i et træsnit fra 1688, var del af en familie, som måtte flygte til Island på grund af konflikter i Norge. Han blev født i midten af 900-tallet, men hans far blev dømt fredløs efter at have begået drab i Norge, og derfor drog familien til Island. På Island kom Erik den Røde dog også i konflikt og var ansvarlig for flere drab. Han blev dømt til tre års fredløshed i 982 og forlod derfor Island for at søge nye muligheder.

Der gik allerede dengang historier om et land vest for Island, fordi vikingen Gunnbjørn Ulvsson havde set Grønland, da hans skib var kommet ud af kurs på vej fra Norge til Island, og en anden viking Snøbjørn Galte Holmsteinsson var lykkes med at gå i land i Grønland omkring år 978. Erik den Røde besluttede derfor at søge lykken i det fremmede land. Han sejlede mod Østgrønland, men da storisen her gjorde det umuligt at komme ind til land, sejlede han rundt om kap farvel og gik i land i Sydgrønland.

Erik den Røde Udforskede Grønland under sin tid som fredløs. Her konstaterede han, at man kunne holde dyr og bedrive jagt i landet. Særligt interessant var hvalrosser, fordi deres tænder var værdifulde i Europa. For dem kunne man købe materialer man manglede, som f.eks. jern. Der havde tidligere været en bestand af hvalros i Island, men den blev udryddet, da vikingerne kom til. Efter sin udforskning af Grønland drog Erik den Røde tilbage til Island, hvor han fik samlet en større gruppe mennesker, som i år 986 grundlagde Østerbygden i Sydgrønlands fjordsystem sammen med ham. En anden gruppe af nordboere tog længere nordpå og grundlagde Vesterbygden i fjordsystemet omkring det nuværende Nuuk. Ganske kort tid efter blev disse mennesker omvendt til kristendommen og vikingetiden sluttede. De bliver derfor ofte omtalt som nordboer, fordi de primært boede i Grønland i middelalderen. Man kan i dag finde ruiner af nordboernes gårde og kirker ude i naturen i disse områder. Bygden Igaliku er desuden bygget henover ruinerne af nordboernes bispesæde Garðar.

Da nordboerne først ankom til Grønland, var der formentlig kun andre mennesker i det allernordligste Grønland, hvor nordboerne ikke kom. Grønland har været befolket i lange perioder de seneste 4500 år, men da nordboerne ankom, var det kun den sene dorset-kultur, der fortsat beboede det nordvestlige Grønland. Omkring 1200-tallet vandrede et ny folk ind i Grønland - inuit, som er de nuværende grønlænderes kulturelle og genetiske forfædre. Det er inuit, der opfandt kajakker og hundeslæder, som mange forbinder med grønlandsk kultur også i dag. Inuit kom til Grønland fra Canada i Thuleområdet og kaldes derfor også Thulekulturen, men de vandrede ud i hele Grønland og mødte derfor også nordboerne, som boede i det sydvestlige Grønland.

Ifølge det grønlandsk sagn om Qasapi, udryddede inuit nordboerne. På billedet til højre kan man se Qasapi triumferende med armen fra en nordbohøvding, han netop har dræbt. Billedet er et træsnit fra 1860 af kunstneren Aron fra Kangeq, som han lavede på baggrund af sagnet om Qasapi.

I midten af 1400-tallet forsvandt nordboerne fra Grønland. Måske fordi de blev presset af inuit, men måske også fordi der blev koldere og tørrere i Grønland, og det var et problem for nordboerne, som delvist levede af landbrug. Det kan også have spillet en rolle, at forbindelsen til Europa blev så dårlig, at nordboerne flyttede væk fra Grønland igen. I denne film, produceret af nationalmuseet, kan I få mere at vide om mysteriet.

Fordi Nordatlanten med Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Island, Færøerne og Grønland var beboet af nordboere, der primært kom fra Norge, blev øerne på forskellig vis en del af det norske kongerige. Da Norge kom under den danske krone i 1380, fulgte de nordatlantiske øer med. I 1468 og 1469 pantsatte den danske kong Christian 1. Orkneyøerne og Shetlandsøerne til den skotske konge, og øerne blev efterfølgende fastholdt i det skotske rige. Befolkningen på alle disse øer på nær Grønland, er altså delvist efterkommere af nordboerne og deres kultur. I Grønland forsvandt nordboerne og deres levende kultur, selvom man i mange år troede i det dansk-norske rige, at nordboerne fortsat var at finde i Grønland eller at grønlænderne var efterkommere af både inuit og nordboere. Moderne genetik har vist, at inuit og norboere ikke fik børn sammen.