Islands selvstændighedsbevægelse
Island var i første omgang en selvstændig stat, der etablerede sig ved, hvad der bliver regnet for, verdens ældste fortsat eksisterende parlament - Altinget i år 930. Altinget blev herefter en årlig 2 ugers forsamling, hvor der både blev lavet nye love og afsagt dom i stridigheder, som blev forelagt tingets dommere. Alle frie mænd kunne deltage. Altinget havde en lovtaler, som kunne fremsige vedtagende love. Den første af disse, havde været på flere års studietur til Norge, for at lære lovene der. Altinget var også en stor social begivenhed i Island og blev afholdt ved Þingvellir, hvor der var adgang for skibe, massere af ferskvand og græs til heste. Stedet er i dag mest kendt, fordi det ligger i brudlinjen mellem den nordamerikanske og eurasisk tektoniske plade, som bevæger sig væk fra hinanden med ca. 2 cm. om året. Dette forhold skaber kløfter med lige klippevægge og disse vægge blev brugt under Altinget til akustisk effekt, så det var lettere at høre både lovtaleren og andre, der fremlagde love og sager for forsamlingen, fordi væggene kastede lyden ud over forsamlingen. På billedet ovenfor kan I se det sted, hvor man mener lovtaleren stof og talte fra. I dag ligger premierministerens sommerhus - Thingvallarbær fortsat ved Þingvellir, selvom parlamentet nu befinder sig inde i centrum af Reykjavik.
Den islandske fristat fra 930 blev regeret af høvdinger kaldet goði, som etablerede alliancer med frie mænd og på den måde skabte deres høvdingedømmer, som blev kaldt goðorð. Hvert goðorð havde sit eget ting, men domme herfra kunne appelleres til Altinget. Ud over denne grad af statslig organisering og retssystem, var Island desuden præget af blodhævn og stridigheder mellem de forskellige høvdinger.
I 1200-tallet begyndte Norges konge Håkon 4. at vise interesse for Island. Han fik engageret flere høvdinge i at arbejde for norske interesser i Island. Særligt Sturluson-slægten spillede en rolle på den norske konges side. Derfor bliver perioden benævnt Sturlungatiden. Det lykkedes ikke i første omgang Sturluson-slægten at få Island underlagt det norske kongerige, men kampe og intern uro i Island som følge af den norske indflydelse, fik med tiden høvdingene til at underskrive en pagt, hvormed den islandske fristat ophørte og landet blev en del af det norske kongerige i 1264.
Da Norge kom ind under det danske kongerige i å 1380 gjaldt det samme for Island. Dette førte med tiden et dansk handelsmonopol med sig, som virkede på forskellige måder fra år 1602 til 1855. Handelsmonopolerne har generelt været kritiseret i Nordatlanten, fordi indbyggerne under forskellige love var tvunget til at handle med bestemte købmænd eller firmaer. I første omgang var handelsmonopolet med Island tildelt købmænd fra København, Malmø og Helsingør. I handelsmonopolets levetid fra det årsag til mange klager fra Islands side, over købmænd som snød og handelsforhold, der var for begrænsede, idet bestemte regioner i nogle perioder var tvunget til at handle med en bestemt købmand. Man måtte altså ikke finde en anden at handle med, hvis man var utilfreds med regionens tildelte købmands priser. I 1788 blev monopolet lempet, således at alle med dansk indfødsret kunne handle i Island. En helt fri international handel opnåede Island først i 1855.
I 1814 blev Kielerfreden indgået mellem Danmark, Sverige og England ovenpå Napoleonskrigen, hvormed Danmark mistede Norge til Sverige. Island, som var blevet en del af det danske rige fordi det lå under det norske kongerige ved unionen Danmark-Norge, fortsatte med at være underlagt den danske konge, men der var optræk til forandringer og i 1843 blev altinget igen oprettet i Island, hvor folkevalgte islændinge kunne rådgive den danske administration.
I 1820’erne og 30’erne begyndte islandske studerende i Danmark af blive påvirket af romantisk nationalisme, som de mødte den her. Denne form for nationalisme kommer fra Tyskland og er baseres på den tyske filosof Johann Gottfried von Herders (1744–1803) tanker om, at landskaber påvirker de mennesker som bor der, således at de udvikler en folkesjæl (Volksgeist), som kommer til udtryk i sprog og kultur. Ethvert af disse folk har krav på deres egen nation med deres egen stat. Alt andet er naturstridigt.
Jón Siggurðsson (1811-1879) var netop sådan en islandsk studerende i Danmark. Han endte med at tilbringe hele sit voksenliv i København, hvor han oplevede Danmarks overgang til moderne demokrati. Fra København udsendte Siggurðsson et blad til Island om sine tanker om Islands ret til mere selvbestemmelse. Han mente udviklingen i Island var stagneret under fremmed indflydelse, og at den udefrakommende regering fra Danmark var naturstridig og årsag til stilstanden. Da Danmark begyndte at komme med små indrømmelser i forhold til ønsker om øget selvbestemmelse, holdt Siggurðsson fast i at Island skulle ses som et selvstændigt land under den danske konge.
I 1874 fik Island sin første forfatning, og islændingene kunne for alvor påbegynde arbejdet med at ændre landet og statsapparatet. I 1875 blev Altinget genoprettet som lovgivende forsamling og begyndte at udarbejde og vedtage nye love på en lang række områder. Den danske konge havde dog fortsat vetoret overfor lovene, hvilket blev brugt i en lang række af tilfælde. Dette første til et stærkt ønske om en ny forfatning fra islandsk side og en sådan trådte i kraft med en hjemmestyreordning i 1904, som blandt andet betød, at ministeren for Island var siddende i Island og altså ikke sad i Danmark. I Island var man dog fortsat utilfreds med, at ministeren for Island var underlagt den danske konge og regering, så selvstændighedskampen fortsatte I 1915 blev de islandske flag indført og i 1918 blev Jón Siggurðssons drøm en realitet - Danmark og Island indgik i personalunion, hvormed Danmark anerkendte Island som selvstændig nation under det danske kongerige. Danmark varetog desuden fortsat islandsk kystbevogtning og udenrigspolitik. Denne ordning er ikke helt ulig Færøerne og Grønlands status i Rigsfællesskabet i dag.
Da Danmark blev besat af Nazityskland i 1940, hjemtog den islandske regering udenrigsområdet. De allierede besatte landet i maj 1940, for at undgå en tysk invasion af landet. I første omgang i form af engelske tropper, men fra sommeren 1941, tog amerikanske tropper over i Island. I 1943 udløb den dans-islandske forbundslov, som dannede lovgrundlag for personalunionen mellem Island og Danmark. Spørgsmålet om fortsættelse af personalunionen blev sendt til folkeafstemning hvor 99% af de stemmeberettigede stemte og 98% af disse stemte for uafhængighed fra Danmark. Den 17. juni 1944 i blæst og regn blev den islandske republik udråbt ved Þingvellir, hvor fristaten var blevet skabt godt 1000 år tidligere. Det kan I se i videoen nedenfor.
Islands selvstændighed er nok svær at betegne som andet end en succeshistorie. Landet er i dag hyper moderne og ligger i toppen af opgørelser over de mest sikre lande og lande med mest demokrati og ligestilling mellem kønnene. Island har aldrig fået sit eget militær, men har haft en forsvarsaftale med USA fra 1951 til 2006. Den amerikanske tilstedeværelse i landet fra 2. verdenskrig og frem har i det hele taget betydet en del for Islands udvikling. For Grønland og Færøerne bliver Island derfor også ofte fremdraget som et forbillede for selvstændighedsbevægelserne. Hvis Island har kunne klare sig så godt, hvorfor kan Grønland og Færøerne så ikke også blive selvstændige lande? Og nogle islændinge tager gerne denne opgave som vejleder på sig. Som afslutning på forløbet, skal I se denne musikvideo med musikikonet Björk, og lave en analyse af billeder og tekst.
Opgave:
I grupper på 3-5 elever skal i se og analysere musikvideoen ovenfor
I skal bruge analysen modellen her fra Ind i Dansk. Besvar spørgsmålene, men vær opmærksom på, at ikke alle spørgsmål er relevante for denne musikvideo.
Præsenter jeres analyser for hinanden.
