Menu

I dette forløb skal eleverne lære om klimaforandringer og tre forskellige dyr fra Nordatlanten, som oplever konsekvenser af klimaforandringer på en negativ måde. Forløbet er opbygget af film med forklaringer, korte tekststykker som eleverne selv skal læse, eller du som lærer skal læse højt, kreative opgaver og film fra YouTube, som viser de dyr, forløbene handler om. Filmene fra YouTube er med engelsk tale, men det vigtige er, at eleverne får set dyrene i deres naturlige omgivelser.

De kreative opgaver har forskellige materialekrav, som er beskrevet ved hver opgave. De fleste materialer har klasser normalt let adgang til. Her er en materialeliste, så du kan være forberedt på opgaverne:

  • 4 stk. A4-ark pr. elev. 1 til at tegne på og 3 til at lave en rævehale. Det må gerne være genbrug med tekst på den ene side.
  • Kridt til at tegne isflager på asfalt.
  • Musikafspiller til isflage-stopdans. Her er forslag til grønlandske numre fra YouTube, som handler om forløbets emne, du kan afspille:
  • Folde-lunde-skabelonen her, printet i et eksemplar til hver elev helst i farver på begge sider. Alternativt kan de foldes ud af et hvidt A4-ark og så kan eleverne selv male lunden bagefter. 
  • Et print til hver elev af rævemasken her.
  • Sakse
  • Ca. 40 cm. elastisknor pr. elev.
  • Klipsemaskine eller tape.
  • Et stykke reb på 40-50 cm. pr. elev (f.eks. flagsnor eller tykkere)
  • Lim
  • I den sidste opgave får eleverne brug for papir og penalhus til at skrive stikord på og planlægge.

Når man arbejder med klimaforandringer, som jo er en alvorlig sag, er det vigtigt, at eleverne ikke bliver bange, men får lyst til at gøre noget ved klimaforandringerne. Når eleverne er små, kan man nok godt argumentere for at nedtone nogle af de mest dystre scenarier. I realiteten ved selv forskere ikke helt, hvad der kommer til at ske. De mest uhyggelige mulige konsekvenser, kan eleverne stifte bekendtskab med senere i deres uddannelsesforløb.

Fag: 

Elevernes alsidige udvikling, Natur/teknologi

Børnehaveklasse:
• Naturfaglige fænomener (dyr i Arktis, naturen som en ressource)
• Sproglig dialog (lytte, spørge, tale, skrive)
• Kreative udtryksformer (fantasi, kreativitet, finmotorik, sanser)
• Engagement og fællesskab (inddragelse, samarbejde, lytte til hinanden/give hinanden plads)

Læringsmål: 

Natur og teknik
• Organismer (viden om dyr i Arktis, ændring ifm. årstider. Fx vinterpels, trækfugle)
• Naturen lokalt og globalt (indblik i arktisk natur og de forskellige arter)
• Ordkendskab (fx klima, forsker m.fl.)
• Teknologi og ressource (anvendelsen af naturen som en ressource på Færøerne)
• Perspektivering (fx forskellige kulturers anvendelse af naturen som ressource)
• Formidling (tegne klimascenarie, lave forslag til ændringer på skolen)