Nordatlantisk Hus
Stuetagen - kultur, mad og oplevelser
Stuetagen i Nordatlantisk Hus er husets hjerte, hvor alle er velkomne. Her byder Nordatlantisk Hus på kulturoplevelser med nordatlantiske kunstnere, udstillinger om og fra de nordatlantiske lande, foredrag o.a. Her finder du også Restaurant Nordatlanten, husets anmelderroste restaurant med udsigt over vand og havn, og husets butik med design, kunsthåndværk og smykker fra de nordatlantiske lande.
1. sal - Det Grønlandske Hus, konferencer og selskaber
På 1.sal ligger Det Grønlandske Hus i Odense. Der er ikke tilsvarende færøske og islandske administrationsfaciliteter i huset. Det Grønlandske Hus i Odense har eksisteret i over 40 år (etableret 1973) først i Vollsmose og senere på Hunderupvej.
Huset udfører opgaver indenfor uddannelses-, social- og kulturområdet og er et fast holdepunkt for mange grønlændere bosiddende i Region Syddanmark.
Desuden finder du på 1. sal konference og selskabslokaler. Lokalerne kan lejes gennem Restaurant Nordatlanten. De er udstyret med det nødvendige AV udstyr og har flot udsigt til havn og vand.
2. sal - Nordatlantiske Foreninger og grønlandsk café
De færøske, grønlandske og islandske foreninger i Odense har lokaler på 2. sal. Her har foreningerne adgang til lokaler, hvor de kan dyrke deres traditioner, kultur og fællesskab gennem aktiviteter som kor, dans, håndarbejde, spisning og fejring af nationale højtider.
Det er også på 2. sal, der hver torsdag er åbent i den grønlandske Café Allu, et socialt mødested for grønlændere i Odense drevet af Det Grønlandske Hus i Odense.
Tårnet – Ungdomsboliger
Tårnet i Nordatlantisk Hus rummer 25 ungdomsboliger til studerende. Ungdomsboligerne ejes og udlejes af Boligforeningen Kristiansdal.
Fakta om Nordatlantisk Hus
Nordatlantisk Hus er en selvejende fond med egen bestyrelse.
Nordatlantisk Hus er bygget af Hans Jørgensen & Søn A/S, Grontmij & Carl Bro, CORNELIUS+VÖGE, ISAGER Arkitekter Aps., samt MASU PLANNING. Teamet vandt den 4. februar 2012 totalentreprisekonkurrencen.
Første spadestik til Nordatlantisk Hus blev taget den 31. august 2012. I maj 2013 fejrede Nordatlantisk Hus rejsegilde. Den 9. november 2013 var der officiel åbning af Nordatlantisk Hus.
Nordatlantisk Hus har siden åbningen modtaget Odense Kommunes Arkitekturpris og Odin prisen fra Byforeningen Odense i 2014 og var indstillet til LEAF Awards af Leading European Architects Foundation i kategorien Mixed-use byggeri.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik besøgte Nordatlantisk Hus den 19. juni 2014 i forbindelse med regentparrets officielle besøg i Odense.