Tale af María Kristín H. Antonsdóttir, vinder af Klub Nordatlanten legat 2022

Kære venner af Nordatlantisk Hus i Odense, legatansøgere og ledsagere, tak fordi at jeg måtte være med jer i dag.

Jeg sidder på Island lige nu, i en sommerhytte, lige uden for min hjemby Hveragerði. Den ligger heldigvis et godt stykke fra byen Grindavík, hvor - som måske mange af jer allerede ved lidt om - forventes et vulkanudbrud ‘anytime’. Det er godt nok vildt at tænke på, at Jorden, vores underlag, er ved at åbne sig op et sted hvor der ellers ikke har sket det samme i omkring 2000 år. Mest af alt går mine tanker til alle dem fra Grindavík, som måtte forlade deres hjem. Jeg håber på det allerbedste.

Men tilbage til Hveragerði; her er jeg født og opvokset. Byen ligger på den sydvestlige del af Island og er bl.a. kendt for dens mange varme kilder og drivhuse, der pryder byen. Det føles altid meget belejligt her om vinteren, fordi de lyser byen op. Det er ellers ikke meget sollys, vi får i disse dage, højest omkring 8 timer om dagen, og solen står meget lavt på himlen - Himlen, der er meget blå og klar. Vi har haft meget tørt vejr, kulde og vind. Oh, hvor det blæser meget. Vi har også nydt det flotte syn af nordlysene. Dagene føles kortere, men følelsen er genkendelig og jeg kan ikke lade være med at blive lidt nostalgisk.

Min hjemby er et lille og trygt sted for mig. Her kender jeg de fleste ansigter, hvor det også har været enormt tilgængeligt for mig at komme frem i livet som både ung og voksen. Jeg havde ikke så meget at sammenligne det med, før jeg pakkede alle mine ting og flyttede som 23 årig over Atlanten. Det var meget udfordrende for mig, at flytte fra Hveragerði og til storbyen København. Flytte væk fra familie og venner -
væk fra oprindelsen og kulturen jeg kender så godt - flytte til noget der føles ukendeligt og fremmet. Der er nok en del af jer, der sidder her, som kender til det. Alt bliver sværere et fremmet sted. Bare det alene at møde på skolen var svært. Alle kender hinanden - alle taler det samme sprog. Trykheden, den efterlod jeg på Island. Jeg tror der gik 5 år før jeg følte mig nogenlunde hjemme i Denmark.

Hvordan er det at være udlænding? Det er nok meget svært at generalisere. Jeg er stadig meget privilegeret at være Islænding i Denmark. Men alligevel kan jeg godt tillade mig at sige at det at være udlænding er hårdt. Man skal arbejde lidt ekstra for at opnå de ting man stræber sig efter i livet.

Jeg forsøger at tænke mig tilbage til det rum hvor I sidder samlet og venter i spænding på at høre om det er jer der er blevet udvalgt til årets legatmodtager. Det er lidt over et år siden, at jeg selv sad ved et af de fint dækkede, runde borde, og ventede på at få det samme at vide. For alle jer der ikke kender mig, så går jeg på Kunstakademiet her i Odense, og er ved at uddanne mig som kunstner. Som kunstner skal man lære lidt af det hele og et af de primære er at kunne skrive gode ansøgninger. Det er der ikke rigtig noget kursus til, men der forventes at vi lærer det selv med at ‘kaste os ud i det’. I perioden op til Legatuddelingen hos Klub Nordatlanten fik jeg mange afslag på mine ansøgninger, og jeg følte mig en smule opgivende. ,,Jeg er jo ‘baaare’ en kunstner” kan jeg huske at jeg sagde til min kæreste på morgenen til legatuddelingen - Det er vigtigt for mig at være ærlig her, selv om det gør ondt i mit stolte islandske hjerte - Vi (mig og min kæreste) havde snakket lidt om invitationen til Legatuddelingen, og jeg var lidt usikker om jeg overhovedet ville komme og deltage. Nu når jeg helt sikkert ikke ville modtage legatet, hvorfor så at dukke op? Min kæreste var uenig med mig (heldigvis) og argumenterede for at det vigtige var nok ikke om man vandt eller ej, men om man dukkede op og havde en god aften sammen med de andre, lærte nogle dejlige mennesker at kende og glædes med dem, der vandt legatet. Jo, det kunne jeg godt se at han havde ret i og vi besluttede os for at tage af sted.

Sådan lød det i min ansøgning: “Siden 2019, hvor jeg begyndte på min Bachelor i billedkunst, har jeg vokset både som kunstner og person. Jeg har bestræbt mig efter at blive etableret på den danske kunstscene, som kvindelig kunstner med udenlandsk baggrund. Mine ambitioner er at komme ind på kunstscenen her i Danmark, hvor det kan være svært at navigere, specielt som en der i starten står ‘uden for’ den etablerede
kunstverden. Det stræber jeg mig stadig efter, og mit mål er en dag at kunne formå at blive 100 pct. selvstændig og professionel kunstner.”

Nu er det året 2023, og jeg bestræber mig stadig efter det samme. Der er dog et par ting der har ændret sig i mellemtiden. Ud over den lille detalje at jeg er blevet mor til den fineste lille dreng (den største og bedste opgave jeg har fået i livet) så er jeg også blevet bedre til at skrive ansøgninger, OG at tage imod de nederlag der følger. Det skal siges at Klub Nordatlanten Legatet har betydet enormt meget for mig. Det har været en stor anerkendelse for hvem jeg er og et af de største skulderklap jeg har modtaget i min kunstneriske karriere. Men i og med at jeg har sagt det, så vil jeg også sige at det at vinde er ikke det som har gjort mig til en bedre ansøgere - Det har tværtimod været frugten af et langt og hårdt år hvor jeg skrev den ene ansøgning efter hinanden. Jeg vil derfor mene at det har været alle afslagene, der har gjort mig til en bedre ansøger.

De mange mennesker, der følger mig i livet, samt på de sociale medier, ser kun at jeg har vundet Legatet - De ser ikke alle de afslag jeg har fået, både inden og efter. Det er derfor vigtigt for mig at dele det her med jer her i dag. Samtidig med at jeg får sagt ‘Stort Tillykke’ til jer som modtager årets Legat, så vil jeg også tage denne tid som min tale har varet, og sige til jer alle sammen: ‘Blive ved med at søge’. Det at ‘søge’ kan også forstås her som en metafor for noget andet. Bliv ved - “Fake it until you make it” var der nogen der sagde.

Ha' en rigtig god aften alle sammen.
Takk fyrir mig og bestu kveðjur yfir hafið.