fredag 14. marts kl 16.30 - kl 18.00
Arrangementet foregår på 1. sal i Nordatlantisk Hus
Det er gratis - Alle er velkomne
I forlængelse af Kvindernes Internationale kampdag inviterer vi til samtalesalon om abort i Færøerne. I 2024 stemte et snævert flertal i Lagtinget imod en lempelse af færøsk abortlovgivning, og Færøerne skiller sig derved fortsat ud fra de øvrige nordiske lande i spørgsmålet om abort.
I Færøerne skal kvinder have tilladelse fra sin praktiserende læge og en gynækolog til at få en abort. Hvad betyder det for det færøske kvindeliv?
I denne samtalesalon kommer du til at få indblik i abortlandskabet i Færøerne. Turið Hermannsdóttir som er postdoc ved Aarhus Universitet kommer og gør os alle sammen klogere på den nuværende lovgivning og på den debat der verserer i Færøerne omkring de her spørgsmål. Turið Hermannsdóttir har skrevet ph.d om færøske kvinders adgang til abort.
Efterfølgende vil Turið samtale med sin veninde Sigga-Maria Hjalmarsdóttir Højgaard der som 16-årig oplevede at blive gravid i Færøerne, gennemgå en abort og alt hvad det indebar af skam og tavshed. Samtalen kan forstås som en repræsentant for hvad mange kvinder gennemgår i Færøerne.
Sigga-Maria har valgt at stå frem i et forsøg på at gøre op med den hårde retorik der kan være når talen falder på abortspørgsmålet. Og så ønsker hun at modbevise nogle af de myter der eksisterer, som for eksempel at kvinder der får foretaget en abort bliver psykisk syge.
Vi håber at I vil komme og deltage i en åben og respektfuld samtale, hvor publikum naturligvis også får mulighed for at stille spørgsmål.