Menu

torsdag 05. december - søndag 12. januar

Kreative Klimadrømme - unge bygger nyt klimaformidlingscenter

Klimaudstilling i stueetagen i Nordatlantisk Hus


Åbningsreception for udstillingen den 5. december kl. 16-17.

Efter 10 år på Odense Havn vil Nordatlantisk Hus gerne udvide husets aktiviteter med et nationalt klimaformidlingscenter, hvor der bl.a. skal være fokus på klimaforandringer i Nordatlanten og Arktis. I forbindelse med etableringen af det nye center har Nordatlantisk Hus fået input fra en lang række lokale aktører herunder odenseanske skoleelever.

I udstillingen “Kreative Klimadrømme - unge bygger nyt klimaformidlingscenter” præsenterer vi 30 odenseanske skoleelevers kreative bud på, hvordan nyt klimaformidlingscenter ved Nordatlantisk Hus kan se ud, og hvad man kan opleve der.

Det nye klimaformidlingscenter bliver et nationalt fyrtårn for formidling om klimaforandringer- og løsninger med fokus på Nordatlanten og Arktis. Inspireret af områdets unikke natur og kultur vil centret få et enestående arkitektonisk udtryk og fungere som en klimaløsning i både opførelse og drift. Det vil tilføje en ny dimension til Nordatlantisk Hus og fortsætte husets eksisterende aktiviteter.

I forbindelse med etableringen af det nye center har Nordatlantisk Hus rakt ud til en lang række lokale aktører, borgere, virksomheder og institutioner for at få input til det kommende center. For skoleelever har der været arrangeret et særligt forløb, hvor de blev undervist i klimaforandringer og -løsninger, og hvor de designede og fremstillede modeller af genbrugsmaterialer af deres bud på det nye klimaformidlingscenter.

Resultatet blev seks spændende og kreative arkitektoniske modeller, som er inspireret af Nordatlanten og Arktis lavet af elever fra Ejerslykkeskolen og Balletskolen Odense. I den forbindelse foreslår eleverne bl.a., at det nye center skaber sin egen energi, opsamler regnvand, fremmer biodiversitet med masser af planter og bygges af genbrugte byggematerialer.

Ved udstillingen vil besøgende kunne se de seks modeller lavet af skoleeleverne, blive klogere på Nordatlantisk Hus’ tanker om det kommende klimaformidlingscenter og selv få mulighed for at bidrage med ideer, tanker og opmærksomhedspunkter i forhold til det kommende center.

Udstillingen kan opleves fra den 5. december 2024 til og med den 12. januar 2025.