Menu

torsdag 15. december kl 16.00 - torsdag 23. marts kl 18.00

’BLANDT GRØNLÆNDERE I DANMARK’ ER EN REJSEUDSTILLING, DER HAR FOKUS PÅ DE TO EMNER: IDENTITET OG MIGRATION. UDSTILLINGEN ER BYGGET PÅ MERE END 20 TIMERS INTERVIEW MED 11 GRØNLÆNDERE I DANMARK, OG HANDLER BLANDT ANDET OM EMNER SOM: IDENTITET, INGENMANDSLAND, MODERSMÅL, DET AT FLYTTE TIL DANMARK, LIGHEDER OG FORSKELLE, TRADITIONER OG FORDOMME.

Grønland og Danmark har en lang fælles historie, men med en ulighed i magtbalancen. Grønland var en dansk koloni fra 1721 til 1953. Herefter fik Grønland status som dansk amt. I 1979 opnåede Grønland hjemmestyre. I 2009 overgik landet til selvstyre. Siden 1700-tallet har grønlændere og danskere indgået i mange forskellige relationer med hinanden. Oftest i familie-, venskabs- og arbejdsrelationer.

Ifølge de officielle tal lever omkring 17.000 grønlændere i Danmark. Men dette tal er langt fra dækkende, da definitionen, der bruges i statistikken, er meget snæver. Hvordan vil en person identificere sig selv som grønlænder? Skal begge forældrene være grønlændere, eller er det nok, at det kun gælder den ene? Skal man være inuk? Skal man være født i Grønland? Hvordan identificerer andre dig? Hvad er din identitet?

Udstillingen bygger på interviews med 11 informanter, som er grønlændere eller personer med grønlandsk baggrund, bosiddende i Danmark. Materialet er blevet til mere end 20 timers interview om identitet og om det at flytte til og bo i Danmark. Nogle af informanterne har valgt at være anonyme. Dertil kommer en række genstande, som informanterne selv har udvalgt til at repræsentere deres identitet.

I denne udstilling kan du møde de 11 informanter. De har meget forskellige opfattelser af identitet, af det at flytte til Danmark og af, hvad grønlandskhed og danskhed er for dem. Men de fortæller også mange enslydende historier om traditioner og mødet med fordomme og racisme. I udstillingen findes en række udvalgte citater fra informanterne.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Knud Rasmussen Hus, Immigrantmuseet og de grønlandske huse i København, Odense, Aarhus og Aalborg.

’Blandt Grønlændere i Danmark’ er en del af projektet ’Identity on the Line’.

 

Udstillingen åbner i Nordatlantisk Hus torsdag den 15. december 2022 kl. 16 -18

Åbningsprogram

 

Kl. 16: Velkomst – direktør, Nauja Bianco

Kl. 16.10: Åbningstale – museumsinspektør og daglig leder på Knud Rasmussens Hus, Søren la Cour Jensen

Kl. 16.20: Musik af Jaaku

Kl. 16.30: Reception

 

Fri entré 

Læs mere her: 

https://knudrasmus.dk/det-sker/blandt-groenlaendere-danmark 

https://knudrasmus.dk/det-sker/identity-on-the-line 

https://i-on.museum/ 

https://www.identityontheline.eu/