Familieliv og udlængsel (135 min.)

Unge i Færøerne lever i en moderne verden med lynhurtigt 5G net, skole og fritidsinteresser – men nogle ting er anderledes end i Danmark. Det skal dog huskes, at ungdomslivet i Danmark også varierer meget fra person til person og mellem f.eks. København og Fanø.

En forskel er, at unge i Færøerne generelt stifter familie tidligere, hvilket blandt andet hænger sammen med de stærkere kristne værdier. En anden forskel er, at mange unge flytter ud for at gå på efterskole og læse videre – de fleste til Danmark. For nogle er det tiltrækningskraften ved et mere anonymt byliv, for andre en nødvendighed, fordi den uddannelse de ønsker ikke findes hjemme i Færøerne.

Færinger klarer sig generelt godt i Danmark. De to samfund fungerer på mange måder ens med gratis skole, sygehusvæsen og videregående uddannelser, og færinger kender typisk Danmark godt og taler flydende dansk. Alligevel kan man savne hjemstavnen, og der findes færøske foreninger rundt i landet, hvor man kan mødes om mad som skærpekød eller kaproning i færøbåde. Færøske studerende i København bor desuden ofte på Øresundskollegiet, som, de joker med, er en færøsk ghetto.

Se filmen via linket her, hvor du møder færøske studerende i Danmark. Bemærk at filmen er nogle år gammel, og at befolkningstallet siden da er steget meget.

Læs artiklen: ”De unge forældre” på side 13 i avisen.

I grupper på 2-3 elever skal I diskutere og besvare spørgsmålene:

·       Hvilken alder forestiller I jer, at det fungerer bedst at få børn?

·       Hvad tænker I, der er af fordele og ulemper ved at få et barn som 18-19-årig, ligesom Eva Schiller Jóannisdóttir og Sámal í Homrum har gjort det?

·       Hvor gamle var jeres forældre, da de fik jer?

linket her, kan I finde statistik over den gennemsnitlige alder for førstegangsføden i jeres kommune. Vælg jeres kommune på første side. Bladr til næste side og vælg: ”Gennemsnitsalder for førstegangsfødende kvinder.” Bladr videre og vælg ti år frem til det nyeste tilgængelige årstal. Tryk så: ”Vis tabel” nederst.

I kan nu se udviklingen i gennemsnitsalderen for de sidste 10 år i jeres kommune.

I år 2025 havde Fanø kommune den højeste gennemsnitsalder for nybagte forældre (33,9 år), mens Lolland kommune havde den laveste gennemsnitsalder (27,2 år). I skal nu som gruppe skrive en kort artikel på 100-300 ord om gennemsnitsalderen for nybagte forældre i jeres kommune, hvor I sammenligner jeres kommune med landsgennemsnittet (30,4 år i 2025) og beskriver udviklingen over de sidste 10 år i jeres kommune. Til slut skal I diskutere, hvorfor I tror jeres kommunes gennemsnit ligger, hvor det ligger, og hvorfor I tror udviklingen er gået, som den er de sidste 10 år. Husk overskrift og underrubrik i jeres artikel.

Læs artiklerne: ”Annas Dilemma” og ”Jeg håber, at flere unge bliver i Færøerne” på side 18 og 19 i avisen

I grupper på 5-6 elever gennemgår I artiklen og laver to lister på baggrund af artiklerne. Hvad taler for at blive på Færøerne og hvad taler imod ifølge Anna Mohr Holm og Fríða Gjógvará?

I skal nu hver for sig undersøge, hvordan I kan få en uddannelse, I synes kunne være interessant. I har 15 minutter til at undersøge spørgsmålene:

  • Hvor kan man tage uddannelsen henne?
  • Vil du skulle flytte til en anden by eller et andet land for at få den?

Derefter skal I samles i gruppen igen og præsentere for hinanden, hvad I har fundet frem til. Derefter skal I diskutere, om I har lyst til at flytte efter jeres uddannelse, og hvad der kan være af fordele og ulemper ved at flytte. Til slut skal I sammenligne jeres fordele og ulemper med dem fra artiklerne. Var der noget, som var det samme, eller var det andre muligheder og problematikker I fandt frem til?

Lektie:

Læs artiklen: "Fríðas dagbogsbilleder" på side 20 i avisen.

I løbet af de næste 24 timer skal I hver især tage 6 billeder fra jeres hverdag og præsentere dem på et opslag ligesom Fríða har gjort. I skal skrive helt korte tekster til billederne, hvor I beskriver, hvorfor I har taget dem.

Lav også quizzen under ”Friðas dagbogsbilleder”.