Fiskeri og klimaforandringer

Havene omkring Grønland, Island og Færøerne er allerede blevet varmere. På Færøerne er gennemsnitstemperaturen i havet steget med en grad. Det lyder måske ikke af så meget. Men det betyder, at makrel i dag er en af de vigtigste fiskearter for det færøske fiskeri. Tidligere var fiskeriet båret af torsk og sild.

Havet omkring Island er blevet varmet op på samme måde. Det har medført, at den lille fisk lodden er trukket mod koldere vand. Lodden var tidligere en af de vigtigste fisk for det islandske fiskeri. Nu er den langt nede på listen. Til gengæld er makrel trukket nordpå og er en af de vigtigste fisk for det islandske fiskeri i dag.

Faktisk er makrellen også vandret hele vejen op til havene omkring Grønland. I 2014 udgjorde den 23% af eksporten af fisk. Dette tal har dog været meget svingende siden. I kølvandet på makrellens vandring nordpå er der også fulgt blåfinnet tun efter. Blåfinnet tun jager makrel og kan veje op til 250 kilogram. Den er en af de dyreste fisk i verden.

Ændringer i fiskeriet er absolut ikke kun positivt. Når havtemperaturerne stiger, trækker fisk, som foretrækker koldt vand, længere nordpå. Mængden af torsk har været stærkt faldende omkring Færøerne. Hellefisk og rejer er blandt de absolut mest indbringende arter i Grønland. De forventes at trække længere nordpå som følge af klimaforandringerne.