Regatta - Kaproning

Roning er Færøernes nationalsport. Der bliver holdt regatta, altså konkurrencer, på Ólavsøka, som er Færøernes nationaldage d. 28. og 29. juli.

Til kaproning under Ólavsøka, bliver der roet i færøbåde. Det er træ-joller, som er bygget lidt på samme måde som vikingeskibe. Men de er ikke så store.

Under kaproning på Færøerne, har hver person én åre. Den er lavet af træ og bliver stukket gennem et stykke reb, som sidder ved en holder kaldet 'tollar' på færøbåden, for at holde åren på plads. Når man ror er det vigtigt, at alle bevæger sig i takt. Bagerst i båden sidder der en person og styrer med et ror.

På Færøerne siger man, at kaproning blev til en sport, fordi man fanger grindehvaler. Hvalerne kommer i store flokke til havet omkring Færøerne. Hvis flokkene bliver opdaget af mennesker, sejler en gruppe både ud og jager hvalerne ind på stranden, hvor de bliver slagtet. Så bliver kødet delt ud og spist.

Man har jaget hvaler på Færøerne i 1000 år. Når man jager grindehvaler i dag, bruger de fleste motorbåde. I gamle dage havde man ikke både med motor, så der var det vigtigt at kunne ro hurtigt efter hvalerne.

Opgave: Se filmen om skibsbygning i Færøerne og besvar opgaverne.

Besvar opgaverne i grupper på 5-7 elever.

  • Hvorfor gik man over til at lave en særlig Færøbåd?
  • Hvordan er den anderledes end de norske både, man byggede tidligere?
  • Hvad blev færøbåden førhen brugt til?
  • Hvad er forskellen på klinkbygning og kravelbygning?
  • Prøv at sætte jer i grupper af 5 eller 7 elever, som i en færøsk båd i par med rykken mod sejlretningen. Den sidste elev er ’styrer’ og placerer sig bagerst i ’båden’ med ansigtet mod ’roerne’. Prøv så lege at i sejler ved at styreren kommanderer, hvornår roerne skal trække.
  • Har nogen af jer prøvet at ro i robåd, og var det svært, sjovt eller hårdt?