Vindenergi - Nogle gange for meget af det gode

Vi kender vindenergi godt i Danmark. Her har vi sat vindmøller op i 50 år. Vi er vant til at se dem i landskabet og ude på havet. Men i Grønland og Island er der kun to vindmøller pr. land.

Hvordan virker en vindmølle?

På vindmøller trækker vingerne en aksel, som drejer rundt. Akslen sidder i en generator, hvori magneter påvirker spoler af ledninger. Takket være elektromagnetisme får vi strøm ud af generatoren.

Der er selvfølgelig meget teknologi i en vindmølle. Man arbejder med højde, vingedesign og gearing. Det skal gøre møllen så effektiv som muligt. Men selve grundteknologien er ikke så avanceret.

Hvor meget koster vindmøller?

Vindmøller er ikke helt vildt dyre. Mindre møller kan bygges for under 1 million kr. Det lyder måske af meget. Men sammenlignet med vandkraft er det ikke så dyrt.

Desværre laver vindmøller kun strøm, når vinden blæser, og vi er ikke ret gode til at gemme strømmen, hvis vi ikke kan nå at bruge den.

Vindmøller i Grønland

I Grønland er der sat to mindre testvindmøller op. De står ved Sisimiut. Det er den næststørste by. Den ligger lige omkring polarcirklen.

Møllerne laver strøm til det normale elnet. Men strømmen er en meget lille del af den samlede elproduktion.

Der har desuden været flere uheld. Vinger på vindmøllerne er fløjet af. Nogle er flækket. Det skyldes, at vejret ind imellem er for ekstremt for møllerne. Det blæser med andre ord FOR meget nogle gange.

Vindmøller på Færøerne

På Færøerne har man også haft flere uheld med vindmøller. Vinden har været for hård.

I 2012 fik en mølle flået vingerne af. Samme år knækkede en anden mølle under en storm.

Til gengæld har Færøerne flere vindmølleparker. Omkring 20% af deres energi kommer fra vindenergi.

Vindmøller i Island

I Island bruger man heller ikke så meget vindenergi, men ligesom med solceller, er der små private vindmøller ved nogle sommerhuse, som ikke er koblet på elnettet. Der er også en vindmølle på øen Grímsey.

I de næste år skal der bygges den første vindmøllepark i Island, så vindenergi også bliver en del af Islands elnet. 

Opgave: Byg din egen vindmølle

Arbejd i grupper på 3-4 elever. I skal lave jeres egen vindmølle af genbrugsmaterialer. Det vigtigste er, at I får lavet gode vinger. Men et tårn med fod ser mere rigtigt ud.

Det skal hver gruppe som minimum bruge:

  • En generator/elmotor
  • To ledninger (gerne med alligatornæb)
  • En pære med lavt voltbehov (gløde- eller diodepære) og/eller et multimeter. Så kan I måle strømmen, også hvis den ikke er stor nok til at få pæren til at lyse.

En billig generator med pærer kan købes på linket her. Den virker til dette forsøg.

Sådan bygger I vindmøllen:

  1. Lav vingerne: I kan lave dem af pap, gamle sodavandsflasker eller dåser. Fastgør dem med en limpistol til en plastikkapsel. Lav et lille hul i kapslen med en nål eller kniv. I kan også folde en vindmølle af papir. Tænk over, hvordan vingerne skal vende for at få den bedste effekt.
  2. Fastgør vingerne: Stik midten af kapslen eller papirsmøllen ind over akslen på generatoren. Fastgør den med en klat lim.
  3. Sæt ledningerne på: Sæt ledningerne på polerne på generatoren. Fastgør den anden ende af hver ledning på pærens poler eller på multimeterets ledninger.
  4. Test din mølle: Test møllen udenfor. Kan du få pæren til at lyse? Kan multimeteret registrere din voltproduktion?

Tips:

Det skulle være muligt at lave minimum 3 volt. Vær opmærksom på, at diodelys skal vende rigtigt. Det skal passe med plus- og minus-poler for at lyse. Hvis din pære ikke lyser, kan du prøve at vende polariteten på din mølle.