Energinettet på Færøerne, i Grønland og Island
På Færøerne, i Grønland og på Island har man et isoleret elnet. Det betyder, at den strøm man skal bruge, skal produceres i samme land.
I Danmark er det anderledes. Vi kan sælge strøm til andre lande, når vinden blæser, og vores vindmøller laver mere strøm, end vi har brug for. Når vinden ikke blæser, kan vi købe strøm fra f.eks. Norge. Der laver man det meste strøm med vandkraft.
Grønlands grønne omstilling
Grønland er kommet langt med at lave elektricitet med vedvarende energi. Over 70% af deres strøm kommer fra vedvarende energikilder. Men i starten af 1990'erne var det anderledes. Dengang blev al strøm lavet med fossile brændstoffer.
Siden da er der blevet bygget fem vandkraftværker. Der er også sat solceller op og bygget enkelte vindmøller.
Men der er udfordringer i Grønland. Elnettet hænger ikke sammen på tværs af det store land. Der er simpelthen for langt imellem steder, hvor der bor mennesker Derfor skal man bygge lokale elnet. Et vandkraftværk forsyner en by og de bygder, der ligger rundt om, men man kan ikke sende strømmen til byer langt væk.
Færøerne på vej mod grøn energi
På Færøerne har man haft vandkraftværker i over 100 år. De sidste 25 år har vindkraft spillet en større og større rolle.
I dag kommer ca. halvdelen af elektriciteten på Færøerne fra vand- og vindkraft. Den anden halvdel laves med fossile brændsler. Det færøske energiselskab hedder SEV. De har et mål: Al strøm på Færøerne skal komme fra vedvarende energi i 2030.
Der er et elnet på Færøerne. Det strækker sig ud over de områder, hvor flest mennesker bor. Men de små øer og Suðeroy er ikke forbundet med dette net. De har lokale elnet ligesom i Grønland.
Island på ren vedvarende energi
I Island har man et enormt energiforbrug. Det er især fordi der er en del aluminiums-fabrikker i Island, men også fordi islændinge elsker udendørs opvarmede svømmepøle. I Island har man både vandkraftværker og hydrotermisk energi, så det forurener ikke ret meget. I filmen her, kan I høre om aluminiumsproduktion i Island.
Produktionen af elektricitet i Island er alligevel ikke helt uden problemer. Når man bygger vandkraftværker ændrer man på søer og vandløb, så det kan blive sværere for dyr at lever der. Når man pumper varmt grundvand op fra undergrunden i Island, kommer der også gasser med, som kommer ud i luften.
Island har et nationalt elnet, hvor man kan sende elektricitet rundt de steder, hvor folk bor. I Island bor hele befolkningen ude langs kysten, mens midten er en blanding af arktisk ørken og gletsjere. Island er 2,5 gange så stort som Danmark, og der bor ca. 400.000 mennesker, så det er et stort elnet til en lille befolkning.
Opgave: Det danske elnet
I Danmark kommer ca. halvdelen af vores strøm i stikkontakterne fra vedvarende energikilder. Men kun en tredjedel af vores samlede energi er vedvarende. Hvorfor? Fordi mange biler, tog, skibe og fly stadig bruger benzin og diesel. Det er fossile brændstoffer.
Tryk in på linket her, og se en oversigt over, hvor strømmen i Danmark kommer fra lige nu.
Svar på spørgsmålene:
- Hvad er den vigtigste kilde til strøm i Danmark lige nu?
- Er der nogen steder, hvor Danmark sælger eller køber strøm fra udlandet?
- Hvad sker mest i Danmark lige nu, sælger eller køber vi mest strøm?
- I 2022 udledte Danmark i gennemsnit 132 gram CO2 per kilowatt time (kWh). Hvad er tallet lige nu? Er det højere eller lavere?