Mundtlige fortællinger

Over hele verden har man fortalt historier længe før, man kunne skrive dem ned. Historier er blevet fortalt fra voksne til børn i mange generationer. På den måde er de blevet bevaret i flere hundrede år.

I Nordatlanten handler de mundtlige historier ofte om overnaturlige væsner. Det kan være trolde, elvere, huldrefolk, spøgelser og ånder. Eksempler på sådanne historier er de islandske sagaer, sagn, myter eller folkeeventyr. Disse historier handler ofte om bestemte personer og steder.

Myter handler typisk om, hvordan verden blev skabt, og om guder. Sagn har ofte en "historisk kerne", og kan handle om personer, som faktisk har levet. Men der kan godt være pyntet på handlingen. Personerne i dag fremstår endnu mere fantastiske, end de måske var første gang, historien blev fortalt.

Mundtlige historier har det nemlig med at blive bedre med tiden. Fortællere har lov til at ændre detaljerne. De kan tilpasse historien til publikum eller give den en slutning, de selv synes bedre om. Dette kaldes "fortællermæssig frihed".

De mundtlige fortællinger er i dag også skrevet ned i bøger. Der udgives også nye bøger, der trækker på kulturen og de gamle historier. Før I skal høre nogle nedskrevne historier fra Nordatlanten, kan I høre den lidt uhyggelige historie fra Island ”Ormen i Lagarfljót”. Bagefter skal hele klassen diskutere det spørgsmål, som bliver stillet til sidst i filmen.