Om udstillingen

Umiat / Gustav Holms konebådsekspedition udstilling af Jette Jørgensen


Udstillingen kan ses på 2. sal i man-onsdag kl. 9-16, torsdag kl. 9-18 og fredag kl. 9-14. 


I februar 2024 udkom bogen UMIAT: Gustav Holms Konebådsekspedition til Ammassalik 1883–85 på forlaget Polar Editions. I bogen genfortæller Leif Aidt historien om Gustav Holms dramatiske ekspedition til Østgrønland i slutningen af 1800-tallet. Ekspeditionen overvintrede blandt inuit i området omkring det nuværende Tasiilaq og blev dermed et markant kulturmøde mellem europæere og den lokale befolkning.

Rejsen begyndte i Nanortalik i juli 1883 og omfattede 36 deltagere, hovedsageligt grønlandske kvinder og mænd. De rejste i fire konebåde – også kaldet umiat – samt syv kajakker. Umiakken har haft stor betydning for inuitkulturen og var med til at udbrede den nordpå for mere end 800 år siden. Den er derfor et centralt symbol på Grønlands maritime kulturarv.

Til bogen har den danske tegner og billedkunstner Jette Jørgensen skabt en række illustrationer og akvareller i perioden 2022–2024. Hendes billeder tilfører fortællingen en særlig stemning og giver et sanseligt indblik i livet i Østgrønland, hvor naturens barskhed tydeligt sætter mennesket i perspektiv. Illustrationerne understøtter Holms beretning om et Grønland, som i dag er forsvundet, men som stadig kan anes gennem ord og billeder.

Jørgensens værker trækker tråde tilbage til 1800-tallets europæiske skildringer af Grønland, blandt andet i traditionen fra Andreas Kornerups akvareller og Ellen og William Thalbitzers fotografier fra Ammassalik-området i begyndelsen af 1900-tallet. Hendes akvareller er kendetegnet ved deres lethed og gennemsigtighed, hvor lag af vandfarve og fine tuschlinjer skaber levende overgange og åbner for beskuerens egen fortolkning.

Illustrationerne til UMIAT giver ikke blot et indblik i Grønlands historie, men tilbyder også en stærk visuel oplevelse, der uddyber vores forståelse af grønlandsk kultur – set gennem et europæisk blik og formidlet med stor kunstnerisk følsomhed.


Bogen UMIAT: Gustav Holms Konebådsekspedition til Ammassalik 1883–85 kan købes i vores butik.

Sponsor

Udstillingen er støttet af Aage V. Jensens Fond.