Om Workshoppen
Mit Klimahåb | Skab lys i mørket
Hvordan ser dit håb for klimaet ud?
Kom med til en kreativ workshop med den islandske tekstilkunstner Bára Ástvaldsdóttir, og giv dit klimahåb form på en brugt T-shirt. Workshoppen er en del af projektet Mit klimahåb, hvor kunst og kreativitet bruges til at udtrykke håb for fremtidens klima.
Lad håbet træde frem i lyset
Med affarvning skaber vi lyse spor og mønstre i det mørke stof. Forvandlingen bliver et kunstnerisk billede på de nødvendige forandringer, klimakrisen kalder på. Sammen undersøger vi, hvordan vi kan forandre det, vi gør i dag, for at skabe det, vi håber på i morgen.
Som en del af workshoppen guider Frøken Følleslev også deltagerne gennem en kort refleksionsøvelse med håb for klimaet som tema. Øvelsen hjælper den enkelte deltager med at sætte ord på og formulere sit klimahåb som et kort og slagkraftigt statement, der bliver udgangspunkt for det kreative arbejde med T-shirten.
Praktisk information
Medbring selv en brugt T-shirt i mørke nuancer, som du vil arbejde med på workshoppen. Da vi arbejder med affarvning, er det vigtigt, at T-shirten er mørk, så de lyse spor og mønstre bliver tydelige.
Dato: Søndag den 14. marts 2027, kl. 14 - 17
Sted: Stuen, Nordatlantisk Hus
Gratis deltagelse, men tilmelding er nødvendig.
Fotoudstilling og Klima-kaffe event
I forbindelse med workshoppen bliver deltagerne fotograferet iført deres klimastatement T-shirts. Fotografierne bliver en del af en offentligt tilgængelig fotoudstilling ved Nordatlantisk Hus.
Fotoudstillingen åbner den 10. juni 2027 med et Klimakaffe-event, hvor deltagerne møder op iført deres klimastatement T-shirts. Her bliver T-shirtene og de personlige klimahåb udgangspunkt for samtaler om klima, håb og fremtid med eventets øvrige deltagere.
Om Bára Ástvaldsdóttir
Om Bára Ástvaldsdóttir
Bára Ástvaldsdóttir er født og opvokset på Island og har i dag base i Danmark. Hun er uddannet inden for tekstildesign og håndarbejdsformidling samt som Craft Psychology Facilitator. Hun arbejder primært med tekstil som kunstnerisk materiale og udtryksform.
Hendes arbejde tager afsæt i håndværket og i tekstile traditioner, men bevæger sig i krydsfeltet mellem kunst, design og formidling. Hun arbejder blandt andet med strik, syning og broderi og er optaget af tekstilets evne til at bære fortællinger, skabe forbindelser mellem mennesker og knytte fortid, nutid og sted sammen.
Hendes islandske rødder og den nordatlantiske håndværkstradition er en naturlig del af hendes kunstneriske udgangspunkt. Det kommer til udtryk både visuelt og materialemæssigt og i hendes interesse for fællesskab, identitet og det håndgjorte.
Om Frøken Følleslev
Om Frøken Følleslev
Bag Frøken Følleslev står den danske modedesigner, multikunstner og musiker Betina Følleslev, der er uddannet beklædningsformgiver/formidler og cand.mag. i Designledelse. Hun arbejder med design, håndværk og formidling og har stor erfaring med kreative workshops, hvor samskabelse, nysgerrighed og fællesskab er i centrum.
Om projektet
Mit klimahåb: Vi giver håbet en stemme
Mit klimahåb tager afsæt i en enkel tanke: Klimaforandringerne er alvorlige, og de mærkes særligt tydeligt i Nordatlanten og Arktis. Arktis er blevet opvarmet næsten fire gange hurtigere end det globale gennemsnit siden slutningen af 1970'erne.
Men fortællingen om klimaet skal ikke kun handle om bekymring og afmagt. Håb kan være med til at skabe handlekraft, nye idéer og fællesskab omkring forandring.
Gennem fire åbne workshops med kunstnere fra Island, Grønland, Færøerne og Danmark inviterer Nordatlantisk Hus deltagerne til at sætte ord på og udtrykke deres eget håb for fremtidens klima gennem eksperimenterende visuelle udtryk. Hver deltager skaber en klimastatement T-shirt med sit personlige klimahåb ved hjælp af kunstneriske og legende teknikker under kyndig vejledning af en af de fire kunstnere.
Tak til Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning for støtte til projektet ”Mit klimahåb”.