Oplev en af Islands store forfattere i Nordatlantisk Hus.
Vi glæder os til at invitere jer indenfor til en samtale mellem forfatter Jón Kalman Stefánsson og oversætter Kim Lembek om Jón Kalman Stefánssons seneste roman Himmellegemer over verdens yderste rand (udgivet oktober 2025).
Året er 1615, og verden er gået af lave da Jorden ikke længere er universets centrum. Den islandske præst Petur skriver og skriver i et forsøg på at forstå de begivenheder der har rystet hans menighed i Brúnasandur og vendt op og ned på hans eget og hans nærmestes liv.
Himmellegemer over verdens yderste rand er en fortælling, der taler til nutiden fra en fjern fortid – om kærlighed, menneskelighed og det ansvar, vi bærer over for hinanden. Den tegner et levende billede af en åben, nysgerrig og passioneret tid, hvor ny videnskab kolliderer med tro, og pennen er mægtigere end sværdet.
Vi ser frem til en spændende aften hvor vi både skal høre om Himmellegemer over verdens yderste rand og dens tilblivelse, men også om Jón Kalman Stefánssons forfatterskab generelt og om hvordan han ser litteraturens rolle i en opbrydelig verden i dag.
Efter samtalen vil der være mulighed for at købe den nye roman, samt signering af bøger.
Forfattersamtalen afholdes på 1. sal i Nordatlantisk Hus og er arrangeret i samarbejde med Odense Biblioteker.