Et rigt nordatlantisk foreningsliv

Der er fem nordatlantiske foreninger fast tilknyttet Nordatlantisk Hus.
Føroyingafelagið á Fyn (Den Færøske Forening på Fyn), Skibslauget Frigg, Íslendingafélagið í Odense (Islandsk Forening i Odense), Avalak Odense og Umiaq Odense, de sidstnævnte er begge grønlandske foreninger. 

Derudover øver det grønlandske kor Umiaq i huset hver uge.

Disse fem foreninger har et aktivt foreningsliv der involverer mange arrangementer for deres medlemmer. De er derfor med til at gøre Nordatlantisk Hus til et levende kulturhus med aktiviteter i mange former.


Foreninger tilknyttet Nordatlantisk Hus kan søge op til 10.000 kr. pr. år til offentlige foreningsarrangementer ved at rette henvendelse til info@nordatlantiskhus.dk

Foreningerne har hver et medlem i husets brugerråd, som mødes to gange årligt.

Mere om brugerrådet
Grafik Til NAH Hjemmeside (19)

Den Færøske Forening på Fyn samler færinger og andre med interesse for Færøerne og færøske anliggender.
 
Foreningen afholder arrangementer med kulturelle, sociale og sportslige værdier.
 
Den Færøske Forening har også to underforeninger; Miðgarðsormurin, som danser færøsk dans, og Sleipnir, som er en roklub med færøsk robåd.
 
Hver anden uge mødes danseforeningen Miðgarðsormurin og danser kædedans på 2. sal i Nordatlantisk Hus, samt optræder ved diverse arrangementer rundt på Fyn og andre steder.
 
Sleipnir råder over en traditionel færøsk seksmandsbåd, som klubben ror i sommerhalvåret og deltager i stævner rundt om i landet med. Derudover arrangerer Sleipnir årligt Sleipnir Regatta i månedsskiftet august/september, hvor færøske roklubber i Danmark deltager. Regattaen er en del af DM i færøsk kaproning, hvor hver klub står for sin regatta.

Om Den Færøske Forening Bestyrelsen for Den Færøske Forening Om danseforeningen Miðgarðsormurin Om roklubben Sleipnir
Grafik Til NAH Hjemmeside (20)

FRIGG har nordatlantisk kystkultur og den klinkebyggede træbåd som omdrejningspunkt. Foreningen er som udgangspunkt ude og ro hver uge i sommerhalvåret; de pudser og maler både; de har en årlig rotur til Vigelsø, hvor der grilles og overnattes; de griner, arbejder, ror, praler, sejler – og har alt i alt et alle tiders fællesskab.

FRIGG har råderet til området ved Nordatlantisk Hus; de har bygget to naust (træhus) efter traditionel skik på grunden, og har både drømme og planer om at bygge til. Drømmen er, at naustene skal huse alle foreningens forskellige størrelser færøbåde.

FRIGG har et samarbejde med Den Færøske Forening på Fyn, som lejer et af naustene, hvor deres kaproningsbåd Sleipnir står. Det medfører, at når der er færøske regattaer rundt om i Danmark, deltager også medlemmer fra FRIGG.

Om skibslauget Frigg

Formand: Hans Atli Dahl  / frigglaug@gmail.com

Foreningens Facebook-side
Grafik Til NAH Hjemmeside (6)

Formålet med den Islandske Forening (IFO) er at organisere kulturelle- og sociale begivenheder for dets medlemmer. Foreningen ønsker at styrke relationer mellem islændinge som er bosat i Odense og Fyn, samt at holde fast i islandske traditioner.

Der holdes julefest til børnefamilier, påskebanko, 17. juni fest (Islands nationaldag) og pubquiz aftener.

Derudover står foreningen også for nogle madkulturelle aftener som f.eks. Skötuveisla og Þorrablót, hvor der spises traditionel, fermenteret mad og evt. drikkes der en tår Brennivín til.

IFO er til for islændinge i alle aldersgrupper og tager gerne imod alle uanset om de er meldt ind i foreningen eller ej. Der vil dog altid være fordele ved at være medlem.

 

Formand: Baldur A. Vilhjalmsson / islendingafelagodense@gmail.com

Bestyrelsen for Islandsk forening Foreningens Facebook-side Foreningens Instagram-side
Grafik Til NAH Hjemmeside (17)

Den Grønlandske forening på Fyn og omegn, Umiaq, er en forening for grønlændere og folk med tilknytning til Grønland.

Foreningen inviterer til forskellige arrangementer som for eksempel fællesspisning, banko, debataftner, udflugter, banko osv.

Som fuldgyldigt medlem kan du stå for et arrangement i samarbejde med bestyrelsen.

 

Formand: Grethe Schmidt / umiaq.fyn1@gmail.com

Bestyrelsen for Umiaq Om Umiaq
Grafik Til NAH Hjemmeside (18)

Avalak Odense er lokalforeningen for grønlandske studerende i Region Syddanmark.
Lokalforeningens primære formål er at arrangere sociale aktiviteter og tilbyde et netværk for grønlandske studerende.

Der er en Avalak-lokalforening tilknyttet hvert af De Grønlandske Huse i Danmark: Avalak København, Avalak Aarhus og Avalak Aalborg. 

Alle lokalforeninger har én fælles hovedbestyrelse.

Bestyrelsen for Avalak Om Avalak