Myter og sagn fra Island
I Island har man sagaer, som er historier om, hvordan de første vikinger kom til Island, Færøerne og Grønland fra Norge. Ifølge sagaerne var den første viking i Island Ingólfur Arnarson. Det var ham, der grundlagde Islands hovedstad, Reykjavik.
Du kan høre den historie i filmen her. Bagefter skal I tale om opgavespørgsmålene sammen med 3–4 klassekammerater.
Opgave: Diskuter spørgsmålene i grupper på 3-4 elever
- Hvor lang tid siden er det, at Ingólfur Arnarson kom til Island?
- Hvorfor navngav han byen Reykjavik?
- Hvad er et parlament?
- Hvad fortæller det om vikingerne, at de havde et parlament ret tidligt i historien?
Vikingerne troede på nordisk mytologi, altså på guder som Thor og Odin. Men omkring år 1000 blev kristendommen indført i Island. Alligevel fortsatte man med at fortælle historier om forskellige væsener, som levede ude i naturen, og som man skulle passe på.
Mange af væsenerne stammer fra tiden før kristendommen, men efterhånden blev de en del af kristne fortællinger. Det kan I høre mere om i filmen her, som handler om huldrefolket. Bagefter skal I svare på spørgsmålene til filmen i jeres grupper.
Opgave: Diskuter spørgsmålene til filmen i grupper på 3-4 elever
- Kendte I i forvejen til huldrer, men med et andet navn?
- Hvad symboliserer huldrene?
- Er der noget i historien om Gudrun og Þórhildur, som minder jer om et eventyr?
- Hvordan er kristendom blevet viklet in i historien om huldrene?
- Hvorfor tror I, at det var vigtigt, efter kristendommen kom til Island?
Et andet væsen, man ofte hører om i islandske sagn, er trolde. Trolde kender vi også fra sagn andre steder i Skandinavien, men de fylder mere i Island end i Danmark. Det skyldes nok, at Island er en vulkanø, hvor der er mange mærkelige klipper fra vulkaner. Nogle af klipperne kan ligne trolde, der er blevet forvandlet til sten.
Der er også mange historier om trolde, som er knyttet til særlige klippeformationer i Island. I filmen her kan du høre en af de historier:
Ligesom mange andre steder i verden findes der også i Island sagn om væsener, der lever i vandet. Det mest kendte sagn kommer fra Østisland og handler om Ormen i Lagarfljót.
Du kan høre sagnet her. Bagefter skal I arbejde med opgaverne i jeres grupper.
Opgave: I grupper på 3-4 elever, skal I diskutere, hvad sagnet vil fortælle jer. Diskuter bagefter i klassen, hvad I kom frem til.