Hvad er klimaforandringer?
Vejr eller klima?
Vejr og klima hænger sammen, men de er ikke det samme. Vejret beskriver de forhold, vi oplever lige nu og her. Du kan gå udenfor og se, om det regner, blæser eller er solskin.
Klimaet kan man derimod ikke se på én dag. Klima er et gennemsnit af vejret målt over mindst 30 år. Når vi undersøger klimaet i Danmark, kan vi få en forståelse af, hvordan vejret normalt er på forskellige tider af året.
Hvis du for eksempel elsker at lege udenfor i shorts og T-shirt, fortæller klimaet os, at sommeren normalt er den varmeste årstid. Men vejret kan stadig variere fra dag til dag. Derfor er det altid en god idé at tjekke vejrudsigten, inden du vælger tøj eller planlægger, hvad du skal lave. Selvom det er sommer, er det ikke sikkert, at der er sol og varme hver dag.
Klima hjælper os med at forstå mønstre i vejret over lang tid, mens vejret fortæller os, hvordan forholdene er lige nu.
Opgave
Hvis vi ikke gør noget ved klima-forandringerne, vil klimaet i Danmark være mere end 3 grader varmere i år 2100. Så vil klimaet være lige så varmt som Nord-Italien er i dag. Det lyder måske meget lækkert, men det vil også regne mere og havet vil stige helt op til 2 meter. Nogle huse helt tæt på hav og fjord, kan altså blive oversvømmede.
- Forestil dig, hvordan Danmark ser ud, når du er gammel, hvis klimaet bliver over 3 grader varmere.
- Tegn et billede af et sted du kender i et varmere klima.
- Vis din tegning til din lærer og dine klasse-kammerater og forklar, hvad du tror ændrer sig.