Menu

Sådan er huset indrettet

Stuetagen - kultur, mad og oplevelser

Stuetagen i Nordatlantisk Hus er husets hjerte, hvor alle er velkomne. Her byder Nordatlantisk Hus på kulturoplevelser med nordatlantiske kunstnere, udstillinger om og fra de nordatlantiske lande, foredrag o.a. Her finder du også Restaurant Nordatlanten, husets anmelderroste restaurant med udsigt over vand og havn, og husets butik med design, tøj og smykke fra de nordatlantiske lande.

1. sal - Det Grønlandske Hus, konferencer og selskaber

På 1. sal ligger Det Grønlandske Hus i Odense. Der er ikke tilsvarende færøske og islandske administrationsfaciliteter i huset. Det Grønlandske Hus i Odense har eksisteret i over 40 år (etableret 1973) først i Vollsmose og senere på Hunderupvej.
Huset udfører opgaver indenfor uddannelses-, social- og kulturområdet og er et fast holdepunkt for mange grønlændere bosiddende i Region Syddanmark. På samme etage som Det Grønlandske Hus ligger konference og selskabslokaler. Lokalerne kan lejes gennem Restaurant Nordatlanten. De er udstyret med det nødvendige AV udstyr og har flot udsigt til havn og vand.

2. sal - Nordatlantiske Foreninger og grønlandsk café

De færøske, grønlandske og islandske foreninger i Odense har lokaler på 2. sal. Her har foreningerne adgang til lokaler, hvor de kan dyrke deres traditioner, kultur og fællesskab gennem aktiviteter som kor, dans, håndarbejde, spisning og fejring af nationale højtider. Det er også på 2. sal, der hver torsdag er åbent i den grønlandske Café Allu, et socialt mødested for grønlændere i Odense drevet af Det Grønlandske Hus i Odense.

Tårnet – Ungdomsboliger

Tårnet i Nordatlantisk Hus rummer 25 ungdomsboliger til studerende. Ungdomsboligerne ejes og udlejes af Boligforeningen Kristiansdal.